Efter den sprøde 2020 Sancerre fra Patrice Moreux forleden, så napper vi da bare endnu en vin fra huset i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire. Nu blev det hans 2020 Pouilly-Fumé.
Det er selvfølgelig igen 100% Sauvignon Blanc, som kommer fra 3 forskellige marker ved byen Loges. Der er vinstokkene omkring 30 år gamle og vinen er lavet med pneumatisk presning af druerne og spontangæring med naturlige gærceller fra druerne. Efter endt fermentering er vinen lagret i ståltankene sur lie en kort periode inden aftapning på flaske efter månens cyklus.
Duftmæssigt er det bestemt ikke en ultragrøn Sauvignon Blanc Pouilly-Fumé vin, for næsen er nærmest lidt forsigtig med et fint tilbagetrukket, kalket udtryk, en frugt med hyld, melon og fersken, svagt grøn peber og solbærblade … slet ikke så stenet, som man måske ville forvente, men pænt omgængelig.
I munden er vinen faktisk langt grønnere, mere syrlig og skarp … her kommer de knuste flintesten, granit og andre mineraler frem, hvilket sker sammen med grønne æbler, lemon og citroner … endda med et lille skvis grape. Dermed bliver det virkelig en frisk og tør hvidvin, selvom der også detekteres en lille kæk sødme.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.