Denne 2018 Paal 100% Syrah fra vinhuset Bodegas Caudalía er af flere beskrevet som et bud på en spansk fortolkning af Syrah fra Nordrhône.
Bodegas Caudalía ligger i Baja Montaña i kommunerne Lerga og San Martín de Unx i Navarra i Spanien. Det er grundlagt af de to vinmagere Ivan Lopez Barco og Raquel Grandival Allende, der har 8 hektar vinmarker i 500-700 meters højde i det golde område med et klima påvirket af Pyrenæerne.
På markerne dyrker Ivan og Raquel druesorter som Grenache Blanc, Syrah, Grenache Noir, Graciano og Tempranillo og laver i øjeblikket 9 forskellige vine, herunder altså denne Paal 100% Syrah.
Vinen er fremstillet på 100% Syrah, der høstes fra marker i 500 meters højde omkring San Martín de Unx. Før gæringen udblødes druerne skånsomt ved lav temperatur, så mosten kan optage ekstra farve og frugtaromaer fra drueskindet, hvorefter gæringen er sket i betontanke. Der er vinen også lagret 18 måneder inden flaskning og yderligere 15 måneders lagring på flaske.
Næsen er mørk og kølig-krydret, lidt mælkede noter, virker samtidig tør med solbær, blåbær, lidt mørk frugtsødme, røg, baconfedt, røget kød, sandeltræ, laurbærblade, sorte oliven samt tør engelsk lakrids. Man forstår godt associationerne til Nordrhône, selvom der ikke er helt samme flintede mineralitet og hårdhed.
I munden fortsætter lighederne imidlertid, for der er godt med skrald på smagene, godt med peber, tør mørk frugt, grønne urter og masser af bid. Der er tør kakao, masser af mørk syre, vilde tanniner samt voldsom tørhed. Det er lidt mere krydret end Rhône, men dæleme et fandens godt forsøg.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.