Jeg elsker vinmagere, som tør gå nye veje og det er i høj grad tilfældet med kreative Christian Stahl, der driver sin vingård med Weingut, Brennerei, Restaurant & Veranstaltungsort i Franken. Det er denne Kalksteige Merlot et fremragende eksempel på.
Merlot druerne til vinen er fra marken Erlacher Steige, som er en af Christian Stahls varmeste parceller. Den ligger ved byen Ochsenfurt og har undergrund rig på kalksten. Druerne har gennemgået macerering og er gæret på træfade. Efter endt gæring er vinen omstukket og har ligget på egetræsfad i 18 måneder. Tappet uden filtrering.
I glasset kommer første overraskelse, for det er sgu ikke en mørk, tung Merlot, men langt mere transparent og lysere end normalt og duften overrasker også. Den er lys, let og virkelig frisk med en lysere frugt, jordbær, blommer, brombær, tør træ, røg, våde fade, krydret med en smule vanilje samt en snert blomsterekstrakt.
Smagsmæssigt er det også en let Merlot … let på tæerne og graciøs som en sommerbrise, har en krydret lethed med kirsebær, blommer og måske endda lysere bær, røg, en smule træ, bløde tanniner samt lidt candyfloss og frisk druesaft. Syren er sprællevende, frisk og totalt overbevisende … det er Merlot som sjældent set. Bravo.
Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.