Jeg smagte også Domaine Michel & Marc Rossignols Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches i årgangen tidligere, altså årgang 2017.
Vinen er selvfølgelig lavet som foregående med Pinot Noir druer fra 40 år gamle vinstokke på vinmarken Clos de Pierres Blanches og så lavet af afstilkede druer efterfulgt af gæring med temperaturstyring samt løbende punchdowns og overpumpninger. Efter endt gæring har vinen lagret 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade, heraf 20% nye fade.
2017’eren virker lysere i glasset end 2018’eren, men duftmæssigt er vi lidt i samme boldgade med en frisk frugt, men er rundere og mere blød. Der er jordbær, tranebær, ribs, blomster, rosenblade samt lidt vaniljecreme og grønne noter.
Smagsmæssigt er også – som 2018’eren – en lille skarp, syrlig, bitter, mineralsk samt kantet bandit. Frugten er igen ribs, tranebær og med denne ranke, friske side med en bittert, grønt bid. Tanninerne er ret tørre, lette og bidende … dejlig, ung og mineralsk.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens vinen koster 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.