2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches, Bourgogne, FrankrigDe næste burgundiske vine var alle røde og den første var fra vinhuset Domaine Michel & Marc Rossignol … et af de mange huse med navnet Rossignol. Vinen er deres 2018 Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches.

Rossignol er et stolt navn i hele Côtes de Beaune området, for mange producenter med det kendte navn stammer nemlig fra den Rossignol familie, der i hvert fald siden 1634 har været vinavlere.

De første kendte i familien var Léonard Rossignol, hans søn Lazare og hans barnebarn, som også blev kaldt Lazare, samt hans oldebarn François.

Rossignol’erne har siden spredt sig i hele Bourgogne … og bare indenfor en 500 meters cirkel fra Michel & Marc Rossignol findes der i dag ikke mindre end 6 producenter, som alle hedder noget med Rossignol. Og det er bare i Volnay!

Michel og Marc Rossignol er far og søn, som er de seneste generationer i det gamle vinhus, hvor faklen siden 1600-tallet er gået fra generation til generation. Michel Rossignol har endda – ved siden af familiens eget vinhus – i en lang årrække passet og plejet en del marker for det berømte Hospices de Beaune, da han nyder høj anerkendelse for sit markarbejde og kendskab til det lokal terroir.

I dag er det dog primært Marc, som driver vingården, der samlet har 6 hektar vinmarker, der alle ligger i Côtes de Beaune, men primært i  Volnay og så lidt i Pommard.

Denne 2018 Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches er lavet med druer fra 40 år gamle vinstokke på marken Clos de Pierres Blanches, som vi finder klos op ad de to berømte Beaune 1er Cru marker Clos de l’Ecu og Les Bressandes.

Efter høsten er druernes afstilket og gæret med temperaturstyring samt løbende punchdowns og overpumpninger. Efter endt gæring har vinen lagret 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade, heraf 20% nye fade.

Meget let og spinkel næse, godt med blomster, rosenblade og næsten småparfumeret. Frugten er lys og ukompliceret med lidt jordbær, tranebær, ribs samt masser af nelliker, grannåle, harpiks, grønne blade og virker meget, meget ung.

Smagsmæssigt er det også en ung, spinkel og frisk vin … godt med ren, syrlig, bitter og mineralsk bid, ribs, lyse tranebær, virkelig lette og tørre tanniner. Det en som en lille, pjusket fugleunge, der knap er helt flyvefærdig, lidt kluntet og fuld af liv.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens vinen koster 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7