Med de to næste vine fra Weingut Römerhof er der skruet op for sødmen. Vi er nu hos Necto II Riesling Feinherb vinene og starter med vinen i årgang 2018.
Selve produktionen bliver lidt en gentagelse … spontangæring i rustfrie ståltanke, lagring i disse ståltanke sur lie og så aftapning på flaske. Sødmen er nu i denne årgang oppe på 21,9 gram restsüße pr. liter.
Sjovt nok er der ikke – som hos Necto I vinene – duft af petroleum, men i stedet er der en sød og saftig aroma med lidt eksotisk frugt, fersken, mango, papaya, lemon og citroner suppleret med lidt blomster, Det mineralske aftryk er dog ikke så tydelig.
Smagsmæssigt mærker du dog omgående det øgede sukkerindhold, hvorimod syren er langt mere dæmpet. Det giver en lidt fed, tyk og venlig frugtsmag med de tropiske frugt og lidt modne æbler, meget opulent, blød, omgængelig og elskerlig smag med en kæk lille bitterhed.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.