Det sidste stop på Viña Valdiviesos Caballo Loco rejse med de 4 vine blev den røde Caballo Loco Grand Cru Maipo i årgang 2018.
Vinen har jeg også smagt før, både i årgang 2015 og 2017, lavet på et blend bestående af 80% Cabernet Sauvignon, mens resten er Cabernet Franc.
Druerne kommer fra Maipo Valley, som nok er det vigtigste vinområde i hele Chile og ofte beskrives som det sydamerikanske Bordeaux, hvor frugtrige vine på Cabernet Sauvignon ubetinget er mest udbredt.
Det var også i Maipo, at man allerførst dyrkede vin og de første vinstokke blev plantet allerede tilbage i 1540, selvom det først var i 1800-tallet at man rigtigt startede en større vinproduktion.
Cabernet Franc håndplukkes i slutningen af marts og Cabernet Sauvignon i starten af april. Gæring og macerationen foregår i åbne gæringstanke ved 24-28 grader, hvor drueskallerne omhyggeligt bliver håndteret manuelt med henblik på en skånsom og optimal ekstraktion. Den samlede maceration varer 21 dage og efter fermentering lagrer vinen 18 måneder franske egefade.
Der er ingen tvivl om, at den røde Caballo Loco Grand og har et snert af Bordeaux over sig med rund og solmoden frugt med modne solbær, dybrøde kirsebær, pænt stort fadpræg, cedertræ, eg, kanel, vanilje, men en tak køligere i stilen end foregående. Der kommer også lidt mentol, grønne blade og lidt blæk, så på den måde ligner den bestemt både 2015’eren og 2017’eren.
Vinen er også her blød og cremet … tanninerne polerede om end en smule til den tørre side. Frugten er frisk, levende og lidt bordeauxsk i stilen. Syren er som tanninerne godt integreret i vinen, som fremstår både stor, blød og med vildt meget frugtsmag.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.