Når vi nu er i gang med de eksklusive Caballo Loco fra Viña Valdivieso, så smager jeg da igen den røde Caballo Loco Grand Cru Maipo … nu blot i en nyere årgang. Sidst var den en 2015, men nu har jeg 2017 årgangen i glassset.
Caballo Loco Grand Cru Maipo er på 80% Cabernet Sauvignon samt 20% Cabernet Franc med druer fra Maipo Valley, som nok er det vigtigste vinområde i hele Chile og ofte beskrives som det sydamerikanske Bordeaux. I det område er frugtrige vine på Cabernet Sauvignon ubetinget er mest udbredt.
Det var også i Maipo, at man allerførst dyrkede vin og de første vinstokke blev plantet allerede tilbage i 1540, selvom det først var i 1800-tallet at man rigtigt startede en større vinproduktion.
Cabernet Franc håndplukkes i slutningen af marts og Cabernet Sauvignon i starten af april. Gæring og macerationen foregår i åbne gæringstanke ved 24-28 grader, hvor drueskallerne omhyggeligt bliver håndteret manuelt med henblik på en skånsom og optimal ekstraktion. Den samlede maceration varer 21 dage og efter fermentering lagrer vinen 18 måneder franske egefade.
Caballo Loco Grand Cru Maipo er umiddelbart den mest runde og komplette af de 4 smagte vine fra serien. Næsen byder på en moden, solrig frugt med solbær, sorte kirsebær, masser af dybde, sol, samme præg af Bordeaux som foregående blå Apalta med cedertræ, aftryk fra fadene med kanel, vanilje, mentol, grønne blade og lidt blæk.
Smagen er også meget balanceret og rundere end dens tre farvede søstervine … igen meget cremet, blød og med en frugt, som bare lige sidder lige i skabet uden at stikke ud. Det er den søde, dydige og ret pæne pige i klassen. Det bliver dog aldrig for tungt, for syren er frisk, tanninerne mærbare og samtidig har den en frisk sødme, så nyd stoppet ved det røde lys.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.