Sådan en sommeraften, hvor kulden hurtigt går ind i ben og knogler, så er sådan et kraftigt glas rødvin godt … som nu fx en Signature Malbec fra Marcelo Pelleriti Wines.
Marcelo Pelleriti er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er del også en del af projektet Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.
Marcelo er opvokset med vin og har kravlet rundt mellem vinestokkene hos sin bedstefar og været med til at trampe druer til familiens hjemmelavede vin. Men hans gennembrud som vinmager fik Marcelo i Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.
Han har lavet mange årgange for familien Péré-Vergé, der ejer vinmarker og vinslotte i Frankrig, bl.a. Château Montviel, Château La Gravière, Château Le Gay og Château La Violette i Pomerol. Selvom han har opnået et kæmpe internationalt renomé, så har Marcelo overhovedet ikke glemt sit hjemland Argentina.
Allerede i 1994 startede han med at lave sine allerførste vine i Argentina fra en 110 år gammel vinmark, som han ejer i La Consulta i Valle de Uco i Mendoza. Men i 2007 startede Marcelo Pelleriti så sit eget personlige projekt Marcelo Pelleriti Wines,
I dette projekt laver Marcelo en række vine, som skal udtrykke Valle de Ucos specielle terroirs, som fx denne Signature Malbec, der er lavet på 100% Malbec fra netop La Consulta og Vista Flores markerne i Valle de Uco.
Markerne, der blev plantet tilbage i 1907, ligger i 1.000 meters højde, hvor høj sol og kølig natteluft fra Andesbjergene er med til at frembringe druer af meget høj kvalitet.
De håndplukkede druer sorteres både i vinmarken og i vineriet, så kun de bedste, kernesunde druer finder vej til Marcelos signaturvin. Efter 5 dages udblødning af drueskallerne 10-12 grader, så gærer vinen i temperaturstyrede tanke med daglig pigage. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på 225 liter franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.
Det er duftmæssigt har vinen en tæt, mørk og våd næse … tørt træ, cedertræ, lakridsrod, engelsk lakrids, tørv, jod, tjære, rå champignon, kakao, småbitter baconfedt og mørk chokolade, lidt tør tobak og en frugt med blåbær, solbær og svesker. Der er sgu pænt skrald på drengen med rå power.
Smagsmæssigt passer det meget til duften … blød, cremet og med en tørbitter smag, salt, mineraler, småsur tobak, bitter mørk chokolade, tjære, blåbær, kanel, violer og ristede noter. Frugten må godt komme mere frem, for træ, tørhed og bitterhed fylder godt sammen med en jernagtig mineralitet. Tanninerne er tørre, men ikke stramme … men intensiteten er ganske imponerende.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 219,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.