Når jeg næsten lige har smagt Andrea Cortonesis fine Voliero Rosso di Montalcino, hvad er så mere naturligt end også at smage hans Brunello di Montalcino? Her er det endda i den anmelderroste 2016 årgang.
Vinen er på 100% Sangiovese og laves selvfølgelig på hans vineri Uccelliera i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med gæring og maceration i 18-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter i 30-36 måneder og derefter 24 måneder på flaske inden endelig frigivelse. Der laves kun 600 kasser om året af denne vin.
I glasset er vinen ikke så lys som den 2012’er, som jeg tidligere har smagt fra vinhuset. Duftmæssigt er det fortsat sød tobak, smooth og inderlig med syrlige champignon, tørv, en stram italiensk, balsamisk syre, meget frisk og intens i frugten med syrlige kirsebær, tranebær, gær, tjære, mælkechokolade og trøfler.
Smagen er endnu meget ung … ingen rynker, svage knogler eller åreknuder nogle steder, men i stedet en meget stram, ung og skarp vin, hvor tanninerne tanniner fortsat hviner, tørre og ubarmhjertige, men fortsat en snothvalp, der absolut har potentiale til sand storhed med endnu flere år i kælderen. Her er det næsten barnemord.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 360 kr.