2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Mandelberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Mandelberg, Alsace, FrankrigDen første vin i smagekassen fra Domaine Bott-Geyl var en 2017 Riesling Grand Cru Mandelberg og en satans flot start.

Mandelberg marken ligger mellem byerne Mittelwihr og Beblenheim i 220-270 meters højde og er samlet på 33 hektar, hvoraf Bott-Geyl har 1,5 hektar.

Marken ligger kun 100 meter fra vinhuset og har sit navn efter de mandeltræer, som vokser ved marken og – navnlig i foråret – gør det til et smukt og ekstraordinært sted. Bott-Geyls parcel ligger en stejl syd-sydøstvendt flanke af bakken, hvor eksponeringen for solen er optimal.

Druerne er høstet manuelt og af flere omgange. Nogle gange høstes de så sent, at en del af druerne er angrebet af ædelt råd. I kælderen sorteres klaserne inden de langsomt presses … en proces der hos Bott-Geyl sagtens kan strække sig over 12 timer eller mere.

Herefter får mosten lov til at stå og samle sig nogle dage, hvorefter gæringen starter på naturlig vis alene med druernes naturlige gær og gæringen fortsætter under temperaturkontrol i op til 6 måneder alt afhængig af sukkerindholdet i mosten og temperaturen i kælderen.

Herefter hviler vinen sur lie i 16 måneder eller indtil Jean-Christophe finder, at den er klar til at møde flasken uden klaring eller filtrering.

Bott-Geyl kan altså noget … meget lette, fine og sarte aromaer afslører en meget elegant Riesling, hvor dens feminine side afslører silkefin intensitet med pærer, æbler, blomster, lidt kamillete, sandeltræ, lidt appelsinskal, karamel og så lette og kalket sten.

Smagen er som den skal være med citron og lime … og selvom de fører an, så er det dæmpet, hvorved vinen fremstår elegant, komplet og med fineste balance. Der er lidt hyld, sødme til at bløde tingene op, hvorved det bliver lettere saftigt og sindssyg smagfuld. Det er sgu lige Riesling for mig.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske (2016) koster 375 kr., mens prisen er 251,25 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7