Når vi nu lige har smagt Domaine Dujardins basisvin Monthélie Blanc, hvorfor så ikke også smage den røde udgave, altså Monthélie Rouge?
Det er samme årgang, men selvfølgelig 100% Pinot Noir fra 4 forskellige marker i Monthélie i form af Jouérre, Sous le Cellier, Longenne og Combe Danay.
Druerne høstes når de er modnet optimalt, hvorfor der ikke er nogen tidligt høstet druer i vinen. Efter ankomst til vineriet er alle druerne afstilket inden gæring og maceration over 15-20 dage med løbende pigeage og remontage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte franske 228 liters fade og 6 måneder på tank inden aftapning på flaske uden filtrering.
Vinen har en dejlig, lidt flæsket og pænt luftig duft … violer, læder, jordbær, rabarber, blæk, skocreme, kogte blommer, hyben, tranebær, koks, jod, blyanter … masser af indtryk og kompleksitet stoppet ned i flasken, men absolut elegant og spændende.
Smagen er meget smooth … blød med en intens frugt, men bestemt ikke en feminin rød bourgognevin, men er mere den skrappe tante, som bag de firkantede hornbriller og det opstrammede hår egentlig er meget sexet … men fortsat bestemt. Der er en god og let bitter saftighed og en rustik syre.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.