2019 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Orange Wine Albillo, Toro, Spanien

2019 Rodriguez Sanzo, Orange Wine Albillo, Toro, SpanienNæste vin var en orangevin, men nu er vi i Spanien hos Bodegas Rodríguez y Sanzo, der via opkøbsaftaler på druer laver vine fra det meste af Spanien. Denne Orange Wine Albillo er fra Toro i Castilla y León.

Bodegas Rodríguez y Sanzo, der jo drives af vinmageren Javier Rodríguez har jeg skrevet om en del gange her på vinbloggen – senest da jeg smagte hans 2016 La Senoba – så det vil jeg ikke gøre denne gang, men i stedet blot kigge videre på denne lille charmerende orangevin, der kommer i en lille buttet flaske uden etiket, men i stedet med en label viklet omkring falske med snor.

Vinen er fremstillet på den grønne druesort Albillo fra 60 år gamle vinstokke på en stejl og stenet enkeltmark i Toro. Markens har stejle terrasser og den ekstremt næringsfattige jord giver druer med unik intensitet, som Javier Rodriguez drager fuld nytte af ved at gære og macerere vinen med 3 måneders skindkontakt på 500 liters åbne gæringstanke på samme måde som rødvin. Derefter er vinen så lagret 12 måneder på 1.000 liters europæiske egetræsfade.

Næsen er virkelig blomsterrig suppleret med lyse blommer, fersken, melon og solbærblade. Der er en herlig sur sødlig note, let bitterhed fra grape og appelsinskal, ristede nødder, timian, honning, ahornsirup og faktisk ret charmerende.

Smagen er meget anderledes end duften med en sød, småbitter smag med en flad syre, næsten på vej til at være vandet og med en forholdsvis let elegance. Den har en sart, fin, blomstret smag og så  nærmest aromatisk og småparfumeret … virkelig svær ikke at holde af.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7