2019 Winzerhof Stahl, Marsberg Scheurebe, Franken, Tyskland

2019 Winzerhof Stahl, Marsberg Scheurebe, Franken, TysklandMed denne 2019 Marsberg Scheurebe støder vi atter på den legesyge Christian Stahl på Winzerhof Stahl. Han har fået noget særligt ud af druesorten skabt i 1915-16 af Dr. Georg Scheu og her fra nogle gamle vinstokke fra en mark i Randersacker.

For druerne kommer nemlig fra Randersacker Marsberg, som er en af de varmeste vinmarker på skråningerne ved Main-floden. Her har Christian Stahl fundet en parcel med 40 år gamle vinstokke med Scheurebe. Men ellers er der ikke mange oplysninger om selve produktionen, så dermed springer vi hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen har vinen lidt en sart sjæl … afdæmpet, blid og forsigtig med tropiske frugter som fersken, melon, nektariner, ananas, lidt solbær, lemon og nærmest lidt kalket, hvid, subtil samt raffineret aromatisk blødhed. Der duftes også masser af hvide blomster … feminint og fint. En blomsterbuket med hovedet helt nede i dusken.

Smagen er cremet med lemon som styrende note, der giver en frisk, syrerig vin med både hyldebær, stikkelsbær, tonsvis af lemon og lidt citronskal og man spidser automatisk munden i kysseposition. Vinen er ikke sart eller forsigtig i munden, for syren er pivskarp, grøn, grapebitterhed og herlig stram.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7