2011 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commaraine, Bourgogne, Frankrig

2011 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commeraine, Bourgogne, FrankrigHurtigt videre til 2011’eren af Jean Gagnerots Pommard 1er Cru Clos Commaraine og atter et lille fund fra kældrene fra det gamle Maison Corton-Andre.

Vinen er lavet som foregående 2012’er … altså med vinifikation efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen er startet i de termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Igen er der denne herlig, lyse transparente farve i glasset … og samtidig er frugten en kende mørkere end farven i glasset med en moden, mørk, landlig og småanimalsk frugt, jordbær, vilde skovbær og så igen flæskede og mejeriagtige noter og blæk. Vinen har en sart, delikat og vildt lækker frugt, svag mentol, rosenblade, masser af træ, våde fade … og dufter vildt godt.

I munden er vinen skam ikke meget ældre end foregående, for smagen er fortsat spillevende med syrlig og dyb kant, tørre tanniner, stram og fyrig frugt. Det er vildt tørt, meget burgundisk, men det er en vin, som jeg er total vild med. Men et godt råd … giv den endelig tid i glasset, så bliver den lidt artig, galant og velopdragen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 565 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 289,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7