Fedt … de to rødvine fra Domaine Dujardin var netop fra appellationen Monthélie AOC og deres to 1er Cru marker, hvor den første blev 2018 Monthélie 1er Cru Les Champs Fulliot.
Der findes samlet 15 vinmarker i Monthélie AOC klassificeret som 1er Cru og de ligger enten tæt på Auxey-Duresses eller øst i Monthelie tæt på Volnay.
Les Champs Fulliot er en af de allerfineste i Monthélie med en perfekt syd/sydøstlig eksponering og en undergrund med rød jord og sten. Druerne er høstet manuelt med et udbytte op 35 hektoliter pr. hektar.
Vinen er lavet med 30% hele drueklaser og gæring samt maceration over 15-20 dage med pigeages og remontage forholdsvis få gange i perioden. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske fade, hvoraf 10% er nye fade. Efterfølgende er vinen lagret 6 måneder på tank, inden den blev flasket. Vinen er ikke filtreret.
Næsen er overraskende og mørkere end lige forventet med kødfulde, landlige noter, flæsk, fedt, skocreme, masser af blomster, violer, dybe, våde fade, træ, masser af træ, jordbær, rabarber, hyben, lakrids, ædel modenhed, lidt mulle noter og så samtidig med Pinot Noir druens lette, fine, sarte og elegante flavour. Det suppleres til sidst med lidt svag sødme og let kanel.
Smagen er let, smooth og cremet … langt mere klassisk burgundisk og lettere end duften. Det hænger vildt godt sammen. Der er en fin, lys, grøn smag med en frugt, som er småsure blommer, jordbær, ribs, hindbær, fine og runde tanniner, let bitterhed, krydderier og bare så rent og frisk, Vitterlig lækker vin og dermed 6 store fingre. Det er vinen, som bare vinder og vinder i glasset.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 320 kr.