2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, FrankrigDomaine Dujardin ligger på Grande Rue i Monthélie … en lille søvnig vinby med kun 194 indbyggere og vel beliggende 7 kilometer sydvest for Beaune i Bourgogne. Derfra smager jeres flittige vinblogger 3 forskellige vin og starter med denne 2019 Auxey-Duresses Blanc.

Ved Monthélie ligger der 158 hektar vinmarker lige i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses. De 42 hektar er til regionale vine, 108 hektar af dem er indenfor appellationen Monthélie AOC og yderligere 31 hektar er 1er Cru marker.

Domaine Dujardin ligger i den nordlige udkant af landbyen Monthélie på et af de allersmukkeste steder i Bourgogne, selvom den lille appellation og by ikke er så berømt som sine langt mere efterspurgte naboer. Men skrånende gyder, smukke bondehuse, slottet og den gamle kirke … alle omgivet idyllisk af vinmarker har gjort den ellers diskrete landsby til den måske mest fotograferede vinby i hele området.

Domaine Dujardin drives af familien Dujardin, nemlig af far og søn, Ulrich Dujardin samt sønnen Paul. Ulrich er selvlært vinavler og var tidligere skolelærer for handicappede i Dijon, men kom til Monthélie i 1986 på grund af glødende passion for vin.

Der arbejdede for Bouzerand på Domaine Bouzerand i 18 år og overtog langsomt ansvaret for produktionen af vinene. Men det var fortsat med et stort hjerte for de dårligere stillede, så ofte ansatte han handicappede til hjælp i vinmarkerne.

Efterhånden som Ulrich Dujardin overtog alle opgaverne i vinhuset med beskæring, høst, produktionen af vinene og markedsføring, så endte det med, at Bouzerand i 2008 solgte halvdelen af domænet til Ulrich … og det blev starten på Domaine Dujardin.

Ulrich Dujardin har samlet 8 hektar vinmarker, bl.a. med to 1er Cru marker i Monthélie AOC, nemlig Les Champs Fulliot og Les Vignes Rondes, men derudover har de også marker i appellationerne Beaune, Monthélie, Meursault samt Auxey-Duresses.

Den gode Ulrich Dujardin har sammen med hustruen Catherine samlet 3 børn, nemlig Paul, Margaux og Luc, hvor Paul allerede er godt med i driften og så småt er begyndt at overtage produktionen af vinene. Ulrich er nu højt respekteret i den lille by og er endda også formand for det lokale vinsyndikat Vignerons de Monthelie en Bourgogne.

Der er ingen stridigheder mellem far og søn, men vinmæssigt har de to meget forskellige stile. Paul er mere tilhænger af en lidt mere elegant og floral stil, hvilket afspejler sig i mindre brug af nye fade og en vinificering, der ungår for meget ekstraktion. Paul får stadigvæk gode råd fra sin far, men fra årgang 2019 er det alene Paul, der bestemmer vinificeringen.

Familiens arbejde i markene er præget af en bæredygtig tilgang med begrænset brug af uden brug af pesticider og herbicider, men man er ikke økologisk certificeret, da man fortsat ønsker at kunne håndtere druerne selv i dårlige årgange og beskytte sig selv mod utilregnelig og dårlige vejrforhold. Det er den driftsform, som i Frankrig kaldes Agriculture Raisonné.

Den første vin i glasset af fra nogle af husets marker ved nabobyen Auxey-Duresses, selvfølgelig 100% Chardonnay høstet med et pænt udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Efter den manuelle høst bringes druerne til vineriet, hvor de presses med det samme. Gæring sker i 228 liter franske barriques … og den malolaktiske gæring, hvorefter vinen så har lagret 11 måneder i barriques, heraf 10% nye fade.

Duftmæssigt er det ikke fed fadpræget Chardonnay, men har fabelagtig fin og sart elegance med brændte og ristede nødder, pærer, honningmelon, fersken, kridt og kalkede elementer, jern, svag citrus … meget beskeden og tilbageholdende i aromaerne, selvom der egentlig er masser af prale af.

I smagen er der mere pondus, men det er uden at miste elegancen, for der er bundtræk i frugten, som virker mere tropisk med fersken, småsur ananas, lemon og en snas krydderier. Den har slank tørhed, lidt bitterhed og måske endda også lidt citron. Man mærker også, at det fortsat er en meget ung vin, for der er spændstighed, ung og kantet syre og utæmmet friskhed. Det er en klart ren og frisk burgundisk vin, som er elskelig som bare pokker.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7