Forleden var jeg ovenud begejstret for en Beaune 1er Cru Les Teurons fra Domaine Michel & Marc Rossignol. Nu har jeg igen vin i glasset fra det lille vinhus i Volnay, nemlig en 2017 Bourgogne Pinot Noir.
Selvom det hverken er en 1er Cru, Leu-Dits eller Villages, men en helt almindelig regional vin, så smager det himmelsk … men det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.
Druerne til vinen er fra nogle af husets marker i både Volnay og Pommard, men her er druerne ikke gået til deres kommunevine, men er deklassificeret til denne Bourgogne Rouge.
Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter endt gæring modner vinen 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade.
I glasset er vinen herlig lys og transparent med svag brunlig kant, mens duften – hold da op – byder på masser af jordbær, jordbærgrød og rødgrød med fløde, roser, champignon, våd skovbund, våde fade, lidt småparfumeret, lys, let, sart og vildt tiltrækkende.
Det smager sgu også af masser friske jordbær og lidt hindbær, en kæk lille sødme, meget fin, lys og rund i smagene … yderst let, slank, sart og elegant. Der er ikke vildt dybde, men til gengæld er det så let, feminint og elegant, at man bestemt duperes. Der er mest let Volnay karakter i vinen og ikke så meget Pommard, men hvor er det altså bare fremragende og til tilbudsprisen er det vanvittig, loco og galning. Jeg er betaget, så smider lige 5-5,5 store tomler.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket er herlig bizar og absurd.