2020 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2020 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigMer’ hvid Bourgogne 🙂 Det er ikke mere end 4 måneder siden, at jeg smagte denne Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i årgang 2019, men allerede nu er årgang 2020 frigivet og den har jeg netop hældt i mit store og hårdtprøvede vinglas.

Det er lidt underligt at se årgang 2020 på skrift på en europæisk vin allerede nu, men det betyder vel egentligt bare, at tiden går alt for hurtigt, men selvfølgelig også, at vinen heller ikke har lagret i vild lang tid og i dette tilfælde slet ikke på egefade … alene i ståltanke.

Prosper Maufouxs Mâcon-Villages Blanc her er lavet med druer fra Mâconnais … det sydligste område i Bourgogne og nærmest nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og har en fin undergrund af kalksten, der nærmest er som skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte druer, fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og blot lagret nogle måneder sur lie, men derudover har jeg ingen oplysninger om produktionen. Jo … den er produceret af vinmageren Nadine Gublin, der i øvrigt tidligere blev kåret som årets første kvindelige vinmager i Frankrig af magasinet Revue de Vin de France.

Duftmæssigt er det melon, pærer, lys tropisk frugt, lidt søde mandariner, fersken … lidt som 2019’eren og igen er det slet ikke en tyk, fadtung Chardonnay, men faktisk virker den slankere, mere ren og mere syrlig med nogle rustikke, sødkrydrede noter. Der er lidt mandler, toast, citroner, grillet lemon og svage grønne elementer.

I munden er vinen lidt mere en hidsigprop end 2019’eren, for syren er klart mere markant. Men temperament er godt, for det gør også, at vinen slet ikke på nogle måder bliver en overdone og tyk vin, men i stedet en stram arrigtrold, hvor der kommer smag af både fersken, melon, citron og svag grape, som dog fylder fint og er med til at give vinen en lille form for fylde. Dermed bliver det en omgængelig, fornuftig og skarp hvid burgundisk vin.

Forhandles af Supervin, som har lavet en kanonaftale med producenten, hvorved vinen pt. kan sælges på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker mod en normalpris på 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7