Det er ikke ret mange dage siden, at jeg sidst smagte vin fra Prosper Maufoux, nemlig en rød Santenay 1er Cru Les Gravières, men nu er det en hvid Mâcon-Villages.
Den er fra Mâconnais, det sydligste område i Bourgogne og nærmest nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og en fin undergrund af kalksten, der nærmest er som skabt til Chardonnay. Vinen er lavet med opkøbte druer, fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og med flere måneders bærmekontakt, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen.
Jo … den er produceret af vinmageren Nadine Gublin, der i øvrigt er kåret som årets winemaker i Frankrig af Revue de Vin de France.
Næsen minder vildt meget om 2017’eren med melon, pærer, lys tropisk frugt, søde mandariner, fersken og egentlig slet ikke en tyk, fadtung Chardonnay, men alene erotisk buffet med babyfedt, svag olieret og lidt grønne noter. Men det er vildt nemt, tilgængelig og med nogle søde fadnoter.
I munden er vinen heller ikke på nogen måder overdone og syren måske endda lidt for beskeden, som om den har lagt sig på ryggen, klar til at blive kløet. Men den lille babyfedme suppleret med pærer, fersken, melon, citron og lidt grillet grape giver vinen nogen pondus, substans og burgundisk kvaliteter. Dermed bliver det sådan set bare rigtigt fornuftigt og gør det til en vin, som de fleste vil elske.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.