2017 Feudo Maccari, Mahâris Syrah, Sicilien, Italien

2017 Feudo Maccari, Mahâris Syrah, Sicilien, ItalienMed næste flaske med de lidt hængende skuldre er vi nu på Sicilien. Det er nemlig vinen Mahâris Syrah fra vinhuset Feudo Maccari … et projekt fra den toscanske vinproducent Antonio Moretti Cuseri.

Til dagligt er Antonio Moretti Cuseri ejer af Tenuta Sette Ponti inklusiv de to Bolgheri vingårde Orma samt Poggio al Lupo og står bag kultvinene Crognolo, Orma og Oreno. Han besøgte i 1990’erne Val di Noto … den sydøstligste del af Sicilien og blev fascineret af stedet og besluttede, at det ville være et perfekt område for hans næste vinprojekt.

I år 2000 begyndte han at opkøbe vinmarker og har i dag 50 hektar vingården fordelt på et utal af parceller i forskellige højder og nogle med gamle vinstokke over 30 år gamle og med druer som Nero d’Avola, Syrah, Cabernet Sauvignon, Grillo og Moscato.

Han har også bygget en stor vingård , som endda omfatter et par gæsteværelser udover en topmoderne vinkælder. Vinene bliver så lavet af Antonio med ønologisk bistand fra ægteparret Giola Cresti og Carlo Ferrini … tidligere kåret som landet bedste vinmager.

Her smager vi en af husets mange vine, nemlig en 2017 Mahâris Syrah, der er lavet på 100% Syrah druer, som kommer fra gamle busk vinstokke på syd- og sydøstvendte marker nær byen Noto i den sydøstligste del af  Sicilien.

Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke over omkring 25 dage for at udtrække mest farve, frugt, power og tannin i vinen. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14-16 måneder på franske barriques og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det ikke umiddelbart Syrah noter, som rammer dig … for aromaerne er lettere, mere blomstret suppleret med flæsk, grafit, kul, violer, kakao, læder og virker næsten parfumeret. Frugten er syrlig og gæret … blåbær, brombær og hindbær, der er nogle søde krydderier og svage fadnoter med kanel og chokolade.

Smagsmæssigt er vinen også overraskende let med en delikat fin, sart og rund sødme. Det er rundt, blødt og totalt imødekommende, har let peber, brombær, kirsebær, hindbær, lys med en let bitterhed ovenpå sødmen. Tanninerne er ikke vilde, men bestemt til stede og generelt er vinen skruet helt fantastisk godt sammen. Elsker sgu denne sagte, subtile, sart, runde og bløde tilgang. Nam. Dermed flotte 5,5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7