Jungwinzer Weingut Sebastian Erbeldinger er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog og nu gør vi det igen med en 2018 Pinot Noir.
Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte den helt fantastiske Bechtheimer Heilig-Kreuz Cuvée Blanc. Der kan I læse mere om den unge winzer Sebastian, familien og historien om vinhuset.
Her smager vi Sebastian Erbeldingers almindelige Pinot Noir fra hans egen serie af vine … altså udenfor familiens normale serie af vine under navnet Weingut Bastianshauser Hof.
Vinen er hans røde Gutswein på Spätburgunder aka Pinot Noir, og druerne kommer fra familiens vinmarker omkring Bechtheim. Den er gæret spontant i tre uger på drueskindet og har efter endt gæring lagret 12 måneder på 225 liters barriques aka Kleines Eichenfass. Den har 0,2 gram restsukker pr. liter.
I glasset er vinen sådan medium transparent … duften lidt mørk, maskulin med kirsebær, brombær, tranebær, hindbær, lidt mælkede noter, godt med blæk, tjære, et saftig Pinot Noir varmt hjerte, godt med kraft, nogen sødme og meget indbydende.
Smagen passer perfekt til duften … saftig, frisk med et lille tannisk bid. Der er noget blødt, luftig og småsødt over frugten med jordbær, kirsebær og endda lidt mørkere bær, mens tanninerne er bløde og føjelige. Der er masser en drikkeglæde i denne lille og fine rheinhessiske Pinot Noir.
Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 175 kr.