2013 Adanti, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

2013 Adanti, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, ItalienCantine Adanti aka Azienda Agricola Adanti ligger tæt ved Bevagna nord for Montefalco i dejlige Umbrien. Det er derfra, at jeg nu smager denne 2013 Montefalco Rosso Riserva.

Adanti  ergrundlagt i midten af 1960’erne, da Domenico Adanti købte ejendommen Arquata, der var et tussegammelt Celestine munkekloster, som han derefter renoverede. Han genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. I dag har Adanti sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer.

På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

Det er Pietro, Daniela og Donatella Adanti, som nu driver vingården og laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie. Og én af vinene er netop denne Montefalco Rosso Riserva.

Vinen er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Merlot, altså et ganske normalt blend for en Montefalco Rosso vin. Druerne stammer vinmarker placeret i 230 meters højde i Bevagna med en undergrund af ler og kalk samt en sydøstlig eksponering.

Efter høst fjernes stilk og kvas fra druerne, hvorefter der sker gæring og maceration på ståltanke ved 28 grader over 4 uger med en løbende pump over-teknik, hvor mosten fra bunden af tanken så hældes over drueskindet i toppen af tanken. Efter endt fermentering er vinen lagret på store egetræsfade i 30 måneder efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Allerede ved duften savner jeg Montefalco … denne lidt specielle aroma med blommer, brombær, solbær, masser af balsamiske noter og her er frugten endda flot moden, lidt gæret og med en meget fin italiensk syre, som i næsen virker medium balanceret. Det suppleres med lidt tobak, svag aftryk fra fadene … nice.

Smagsmæssigt er det også arketypisk Montefalco Rosso, hvor man allerede fra første fløjt kan smage, at Sagrantino druerne har givet et bidrag til tørre tanniner, stor og kraftig intensitet, peber, lyse solbær, kirsebær, mørk og bitter chokolade, krydderurter og lys saftighed. Der er pæn lang eftersmag … lækker sansefuld Montefalco vin. Dermed bliver det 5 fine tomler med stor pil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 124 kr., hvilket i øvrigt er ret billigt for denne lille uslebne perle.

Vinanmeldelse 5/7