2017 Sekthaus Krack, Rosé Brut, Pfalz, Tyskland

2017 Sekthaus Krack, Rosé Brut, Pfalz, TysklandI byen Deidesheim i Pfalz findes der mange spændende vinhuse, fx kendte huse som Reichsrat von Buhl, Von Winning og Dr. von Bassermann-Jordan … blot for at nævne nogle få. Men der findes også et lille nyt vinhus, som hedder Sekthaus Krack og det er derfra, at jeg nu smager denne Rosé Brut.

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Christian Krack og kæresten Anna Spanier med det mål at lave traditionelle, tyske mousserende vine efter den klassiske metode med supplerende fermentering i flaskerne.

Christian får også lidt hjælp fra sine to tvillingebrødre Axel og Felix på den vingård, som de har overtaget fra deres forældre. Familien er således ikke helt grønne indenfor mousserende vin … men har været vinavlere siden deres bedstefar Herbert for flere generationer siden startede med at producere mousserende vine.

Det var også Krack familien, som oprindelig grundlagde det i dag store Sektkellerei am Turm i Speyer. Men nu er det altså den seneste generation, som forsøger sig fra den gamle gård midt i Deidesheim og med de tilhørende beskedne vinmarker og en produktion på omkring 35.000 flasker årligt.

I starten arbejdede Christian Krack sideløbende hos Weingut Schätzel i Nierstein i Rheinhessen og sine studier på vinskolen i Geisenheim i Rheingau … så den unge mand har været godt spændt op samtidig med, at han har tid til at lave en lang række spændende mousserende vine, som fx denne 2017 Rosé Brut. Derudover har familien også i indeværende år ombygget og udvidet deres gamle vinkælderen under ejendommen.

Nå, men Rosé Brut er lavet på 100% Spätburgunder, som er lavet først med almindelig gæring på rustfrie ståltanke. Derefter er vinen lavet med traditionel flaskefermentering over 12 måneder inden degorgering.

I glasset er vinen meget lys roséfarvet, meget klar og vel nærmest kobberfarvet, mens boblerne virker beskedne og ikke aggressive på nogen måder, Næsen byder på søde aromaer, hindbær, jordbær, lidt mango og papaya, røde blomster, roser … men meget letbenet og en smule endimensionel og man får også lidt fornemmelse af vingummi eller frugttyggegummi.

Smagsmæssigt har vinen et pænt kraftigt brus … frembrusende kunne man vel passende sige og uden den store antydning af finesse. Der er grape, citron … mest grape, noget rustik og kantet.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 13,50€ … svarende til 101 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7