Den tunge Amon-Ra Shiraz boksehandske fra australske Ben Glaetzer har jeg smagt en del gange og den blev i årgang 2016 også sidste vin hos Falken forleden.
Sidst jeg smagte Amon-Ra Shiraz er faktisk helt tilbage i 2014 og også hos Falken. Dér har jeg bl.a. også engang smagt vinen i en battle imod Velvet Glove fra Mollydookers.
Men siden dengang er min smag for disse kraftige powervine bare blevet mindre og mindre. Men derfor svar det faktisk spændende, at jeg igen skulle smage Amon-Ra Shiraz og endda i en nyere årgang.
Amon-Ra er Ben Glaetzers topvin og tillige en af verdens bedste Syrah/Shiraz-vine. Vinen laves på druer fra det eksklusive Ebenezer-distrikt i Barossa Valley, og har lagret 15 måneder på 100% nye fade af fransk og amerikansk eg. Det er en vin, som år efter år får fine udmærkelser, specielt er den gode Parker vild med Amon-Ra.
Denne årgang 2016 har således da også fået 96 point af Parker, mens de højeste Parker point er givet til årgang 2003, som fik de magiske 100 point, men også 2006 samt 2007 skiller sig ud med flotte 99 point.
Og navnet Amon-Ra har Ben Glaetzer heller ikke valgt helt tilfældigt. I den egyptiske mytologi er Amon-Ra kongen over alle guder. Amon var skabergud i det gamle Egypten, dyrket i flere byer, navnlig i Theben, men også i andre egyptiske byer. Ligesom flere andre guder bragtes Amon allerede tidligt i forbindelse med solguden Ra – han kaldtes derfor ofte Amon-Ra.
Da Theben under det 11. dynasti blev kongesæde og snart efter hele Egyptens hovedstad, fik Amon stor anseelse i hele landet. Til ære for Amon blev der i Theben rejst flere store templer, og det menes, at disse templer var nogle af de første steder for struktureret vindyrkning.
Øjet på forsiden af etiketten er Horus’ øje – det altseende øje – og er en egyptisk hieroglyf, som er blevet brugt indenfor såvel magien som matematikken. Øjet er et godt tegn, der som amulet beskytter mod det onde øje, mod uheld og giver desuden kraft og frugtbarhed. Det repræsenterer samlet seks dele, eller det som egypterne betragtede som seks sanser; mærke, smage, høre, se, lugte og tænke. Amon-Ra Shiraz skal således også appellere til alle disse seks sanser.
Uha … det er sgu en fed og dyb maggiterning af en vin … et dybt, mørk nyrehug med sort frugt, fin balance, nogen kølighed, blåbær, solbær, engelsk lakrids, sød tobak, peber, babybræk, grønne blade, mentol. oliventapenade, røg, flæsk, ristede kaffebønder og sort muldjord med masser af bio-vitaminer fra marken.
Smagen er dyb, fed og kraftfuld … masser af brændt alkohol og peber, stor tørhed samt markante tanniner, som sætter sig fint på gebisset og også forstærker det imposante, stærke og powerfulde udtryk. Der er skrald på drengen, men det er på ingen måde alt for marmelade-overdone eller for fuldfed vin, for det er skruet ret godt sammen og leveres overbevisende på en blød og cremet facon. Jeg ligger nok et sted omkring 5,5 og 5,5+ fingre, for vinen er flot, selvom stilen ikke lige er min favorit.
Forhandles herhjemme bl.a. af Vild med Vin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 2 flasker.