Når vi nu er ved Marco Rocca på Azienda Agricola La Ca’ Növa … hvorfor så ikke fortsætte der lidt endnu? Det gør vi først med deres 2017 Barbera d’Alba.
Vinen er – som den lettere Langhe Nebbiolo søster – lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, der er 100% temperaturstyrede.
Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store egefade og så yderligere 6 måneder på flaske.
I næsen en meget mørk, tør og egepræget aroma … brombær, sorte kirsebær, blommer, lidt mælkede noter med yoghurt og cultura, sort peber, tørrede rosenblade, en lille saftig sødme, hvor der også dukker lidt vanilje og svag kanel op. Meget indbydende.
Smagsmæssigt er det også en saftig og meget velsmagende bandit med en dejlig syrlig nerve. Det er en letløbende, frugtrig og samtidig tør vin, som både er frisk, fin og harmonisk. Frugten er lyse blommer, kirsebær … med lækker syre og svag bitterhed. Eftersmagen er samtidig voldsom lang. God Barbera.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 96 kr.