Langhe Nebbiolo nummer 3 i den lille test aka bevisførelse kommer fra Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico, der ligger i La Morra.
Vinhuset er grundlagt i 1927 af Silvio Grasso, men startede dog først i løbet af 1980’erne med at flaske vine under eget navn, da Alsessio Frederico Grasso overtog driften fra sin fader.
I dag er det fortsat Alsessio Frederico, der driver vingården sammen med hustruen Marilena samt deres sønner Silvio og Paolo.
Azienda Agricola Silvio Grasso er en forholdsvis lille vingård, som selv ejer 6 hektar vinmarker, men derudover også lejer yderligere 8 hektar, således de samlet råder over 14 hektar vinmarker.
Det betyder en produktion på omkring fordelt på ikke mindre end 13 forskellige vine, heraf 6 forskellige Barolo’er og så 2 forskellige Langhe Nebbiolo’er … denne almindelige og så en Langhe Nebbiolo Peirass.
Modsat Peirass er denne basis Langhe Nebbiolo ikke lavet på 100% Nebbiolo – men kun 95% – da der er tilsat 5% Barbera og Merlot. Og druerne kommer fra Monticello d’Alba området i La Morra.
Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.
Igen en lys og transparent … knap som lys som foregående og samtidig og mere grumset og ufiltreret. Som med 2012’eren er duften nærmest lidt flæsket med lidt sødme, syrlige kirsebær, en omgang lyse blommer og frugten virker sådan våd og gæret. Men som tidligere skal vinen ha’ lidt luft i glasset, hvorefter den åbner sig endnu mere op. Der er landlige noter suppleret med en lysere syre, violer, roser, mentol og et diskret fadpræg med svag vanilje.
Smagsmæssigt er det en meget frugtrig vin, som har en vis fylde, men samtidig stramme tanniner. Med luft i munden, så mærker du vitterlig det tanniske bid. Den har en svag sød side med lidt karamel, kirsebærlikør … men syren rocker og styrer. Den starter lidt som en maskulin Langhe Nebbiolo, men med luft i glasset skifter den køn og bliver småfeminin … det smager rasende godt.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 100 kr.