Der kom helt usædvanligt for vor normale byggemøder mer’ Spätburgunder i glassene, for næste var nemlig denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs med Æ.
Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, nemlig da jeg tilbage i april måned smagte deres 2017 Reicholzheimer First Spætburgunder R.
Denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs, hvor Spätburgunder druerne kommer fra den bedste del af Reicholzheimer First marken … Oberer First med en undergrund bestående af muschelkalk og høstet med en modenhed på 96° Oechsle.
Vinen er lavet med klassisk fermentering og maceration, hvilket er efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 18 måneder på brugte og nye barriques.
I næsen er der sødlig hestestald, grafit, blæk, urter, gran, frugten mørk og moden frugt, jordbær, lyse kirsebær, hindbær, grønne grene og stilke, røg … masser af vildskab og klart Franken karakter.
Det gælder skam også smagsmæssigt, hvor der er grønne, stramme og lyse bær, hindbær, ribs, rabarber … vildt frisk med ung, grøn syre, bitterhed, sten, mineraler og dermed virkelig stringent, ren og direkte i udtrykket. Det smager rasende godt.
Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 389 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 339 kr.