2018 Clos Troteligotte, K-Pot Malbec, Sud-Ouest, Frankrig

2018 Clos Troteligotte, K-Pot Malbec, Sud-Ouest, FrankrigTil et bestyrelsesmøde hos mig skulle jeg drille lidt og tog denne 2018 K-Pot Malbec fra den unge Emmanuel Rybinski på Clos Troteligotte med, for det er nemlig en funky biofætter.

Vinhuset ligger lidt udenfor byen Villesèque omkring 10-12 kilometer sydvest for Cahors i appellationen af samme navn i Sydvestfrankrig. Vinhuset er reelt grundlagt tilbage i 1987 af Emmanuels far, som startede med at tilplante markerne på familiens gamle ejendom.

I dag drives vingården af Emmanuel Rybinski og siden 2014 har driften været økologisk certificeret og allerede året efter startede Emmanuel med omlægning til biodynamisk drift af de samlede 19 hektar vinmarker.

Markerne er præget af rød ler, kalksten og meget jernholdig, hvilket er forholdsvis sjældent i Cahors og med til at give vinene fra Clos Troteligotte deres helt eget særpræg. Og der er specielt Malbec druen, som er i fokus hos Emmanuel.

Vinene fra Troteligotte har alle navne, som starter med K fx K-Or … for at understrege, at de kommer fra Cahors, der jo udtales med et hårdt K og det gælder også denne K-Pot Malbec … en naturvin lavet på ren Malbec. K-Pot er fransk slang for ingen beskyttelse og det passer fint med, at der slet ikke er tilsat sulfitter/svovl eller andet skidt i vinen.

Vinen er lavet på Malbec, men der er tilsat en smule Merlot for at blødgøre vinen. Malbec druerne kommer fra 25 år gamle stok og er høstet med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar.

Produktionen er sket ved, at druerne gennemgår en kold maceration ved 10-12 grader over 5 dage og gæringen sker alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret i betontanke i 6 måneder inden flaskning uden tilsætning af svovl. Der er kun lavet 650 kasser af denne vin.

Der er vist også pot i næsen … funky bio-svedig aroma med nytårskrudt, mødding, stald og mørke, gærede bær, blommer, ribs, solbær, kruspersille og dild. Den har en lille syrlig og aromatisk snert af noget mentol eller eukalyptus … men for fanden, hvor er det vildt svedigt og bestemt ikke mainstream.

Smagen er tør, lidt flad og en kende saftevandsagtig med en småbitter, ilter frugt … måske ribs, solbær igen, nogle småpebrede stik. For pokker hvor er den tør og tanninerne er også pænt markante med syrligt bid. Av.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7