Juan Gil Bodegas Familiares, den spanske Gil familie med de mange vinerier, er hyppig gæst her på Houlbergs Vinblog og det er nu tilfældet igen, men denne gang med en vin, der bare hedder Bruto.
Det er en Limited Edition vin, som er lavet i et Bruto Vitícola samarbejde imellem Bodegas Juan Gil, den kreative grafiske designer Jorge Martinez samt den spanske skuespiller Imanol Arias med det formål at hylde regionen og Monastrell druen. For Bruto vinen er netop lavet på 100% Monastrell aka Mourvèdre fra La Tella marken i 800 meters højde, hvor der er gamle vinstokke, der er op til 70 år gamle og høstet med et meget beskedent udbytte.
Vinen gennemgår fermenteringen i rustfrie ståltanke i 25 dage ved kontrollerede temperaturer, også malolaktisk gæring inden den får 24 måneders fadlagring på amerikanske og franske egetræsfade samt aftapning på flaske.
Etiketten er designet af kunstneren Ángel Haro og motivet er et ansigt, hvor han har forsøgt at formidle formidle ujævnheden i det barske Jumilla terræn og de rynker, som landet efterlader på ansigterne hos dem, der laver vin der.
Nøjjjjj, hvor det dufter vildt godt … højeksplosiv, moden svulstig frugt, mørk med både solbær, svesker, engelsk lakrids, kokos, våde fade, tonsvis vanilje, sød tobak, tossetobak, søde krydderier, en mørk balsamisk note … nærmest som en hundegammel, dyr og fed balsamico, sindssyg intens, kraftig, over the top og vild, men fuck det bare dufter tossegodt, kraftigt og tiltrækkende.
Smagen er … kraftig og klart med masser af de smage, der følger med en sødbrændt fadlagring. Men selvom det måske bliver for meget, så er det på en vild dejlig måde og en måde, som man bliver glad af, for Juan Gil kan virkelig deres håndværk og skrue en sweet sukkerball sammen, der rammer lige i bulls eye. Bruto er brutal.
Der er smag af mørk og frisk frugt, næsten kandiseret, blød og cremet og selvom Bruto trækker en højoktan på eksplosive 15,5%, så er alkoholen virkelig godt integreret. Man kan altid diskutere stil, men hvis man ikke kan lide denne vin, så skal man ha’ sine skolepenge igen. WAUW.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr., men køber du 6 flasker er prisen 349 kr.