Vi tager en smut tilbage til David Pieter Berkeley de Villiers Graaff på den gamle historiske vingård De Grendel i Sydafrika og denne gang med vinen Op die Berg Chardonnay.
Og druerne til vinen kommer vitterlig fra Op die Berg, nemlig fra marker i 960 meters højde ved bjergkæden Witzenberg i Ceres, hvor der om natten kan blive virkelig koldt, hvilket kan medføre langsommere modning af druerne. Det giver langt mere koncentreret frugt og jorden er så samtidig godt drænet med et stor indhold af bl.a. gul skifer, hvilket også sikrer masser af mineralitet.
Druerne er selvfølgelig plukket ved håndkraft og omhyggelig sorteret inden de presses let, hvorved der opnås 65% af vægten i ren druesaft, som først får lov af hvile i to dage inden gæringen, som sker i franske 225 liter barriques, hvor 1/3-del er nye, 1/3-del brugt én gang tidligere og sidste 1/3-del brugt to gange før.
Efter fermentering lagrer vinene 6 måneder sur lie i fadene og undergår løbende bâtonnage med omrøring af bærmen to gange om ugen samt 1 måneds malolaktisk gæring. Der er 1,3 gram restsukker pr. liter.
I næsen er Op die Berg Chardonnay dynamit småeksplosiv … duften er nærmest en syrlig, fyldig tropisk frugt, der er godt krydret. Det er mango, ananas, tørret abrikos, pærer, kokos, litchi og grape samt et aftryk fra fadene med vanilje, karamel, røg og ganske svagt grøn peber. Krydret og elegant med pæn fyldighed.
Smagen er lettere, renene og mere syrlig end man lige forventer. Den har en vitterlig krydret syre, masser af lemon, grape … men det leveres på en blød og cremet facon. Det giver dels både en frisk vin, men også en meget behagelig vin, hvor tingene harmonerer godt samtidig med, at det også er pænt krydret. Stilmæssigt bliver det således aldrig tung Chardonnay, men frisk og velsmagende. Vi rammer dermed lige mellem 5 og 5,5 friske tomler.
Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.