2011 Suavia, Le Rive, Veneto, Italien

2011 Suavia, Le Rive, Veneto, ItalienJeg forestod forleden en lille smagning for et lille netværk og startede ballet med denne fine ældre 2011 Le Rive fra Azienda Agricola Suavia, der ligger lige i udkanten af den lille idylliske by Fittà på vejen mod Monteforte d’Alpone i Soave.

Det er et vinhus, som jeg besøgte sidste år, men alt det og historien om vinhuset kan I læse om i mit blogindlæg Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari. Derfor havde jeg også smagt denne vin tidligere, blot i anden årgang, så jeg vidste, at det er godt.

Fra mine nu 2 besøg i Soave vidste jeg også, at Garganega kan blive virkelig fantastisk, når vinene er lavet godt og så får noget alder, hvilket en 2007 Monte Carbonare Soave Classico fra Suavia tidligere havde overbevist mig om.

Og denne Le Rive er endda topvinen fra Suavia og lavet med 100% Garganega druer framarken Le Rive, som ligger på skråningerne lige udenfor Fittà by og høstes forholdsvis sent. Normalt høstes druerne i slutningen af september, men til Le Rive vinen høstes de en måned senere, altså sidst i oktober måned.

Høsten sker manuelt og derefter presses de hele klaser med overmodne druer, hvorefter 30% af vinen gærer i egefade, mens de resterende 70% gærer i rustfrie ståltanke omkring 20 dage ved 15-18 grader.

Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring af vinen i egefadene. Så lagrer de to dele i 15 måneder sur lie … fortsat på henholdsvis egefade og i ståltanke.

Først derefter blendes vinen og lagrer så yderligere 15 måneder I rustfrie ståltanke, hvorefter aftapning på flaske så sker. Og så lagrer vinen endnu 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

WAUW … sikke en næse, der er eksplosiv med masser af fylde, fedme og olieret moden ædelhed. Der er nogle tertiære noter med olievædet tvist, svage æter og benzindampe, pærer, tørret abrikos, tørret appelsinskal, ristede mandler og honningmelon. Der er opulent, svulmende og totalt indbydende.

Smagen er cremet med olieret fedme, fersken, grillede citroner, lemon, en mineralsk renhed, abrikos, svag grape og samtidig – som i duften – også eksplosiv i alle smagsnoterne. Der er lidt tropisk frugtjuice, men for pokker, hvor er det lækkert.

Købt hos Otto Suenson, hvor denne i magnumflaske kostede 489 kr.

Vinanmeldelse 6/7