2017 Bodegas Shaya, Shaya Habis, Rueda, Spanien

2017 Bodegas Shaya, Shaya Habis, Rueda, SpanienShaya er en af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde, som jeg ikke tidligere har skrevet om. Men det kan jeg passende gøre nu, da jeg har fået et glas Shaya Habis i hånden … en hvidvin, der er lavet på ren Verdejo.

Bodegas Shaya ligger ligger et par hundrede meter udenfor den lille by Aldeanueva del Codonal i Segovia provinsen i vinområdet Rueda i Spanien.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Juan Gil Bodegas Familiares i et partnerskab med Enrique Busto og de har sat den unge, australske vinmager Belinda Thomson i spidsen for projektet. Hun har tidligere arbejdet for Crawford River Winery, der – som på Bodegas Shaya – producerer hvidvine.

På Shaya har de 30,5 hektar vinmarker, hvor der udelukkende er meget gamle Verdejo vinstokke. Jorden er tør og nærmest gammelt floddelta med grus, sandjord og et dybere lag ler. Det giver basis for 3 forskellige Verdejo vine, hvor denne Shaya Habis er topvinen.

Druerne til vinen kommer fra de ældste vinstokke og vinen lavet med gæring i egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder sur lie i 500-600 liter franske egefade.

Duftmæssigt er det en fed, aromatisk og vildt velduftende vin, nærmest overmodne pærer, saftig fersken, papaya, honning, nødder, bivoks, søde krydderier, laurbærblade … virker næsten helt olieret og måske endda med en svag oxydering. Der er lakridskonfekt, lidt mynte, røg, vanilje, meget tæt og nærmest ekstraheret.

I munden overrasker vinen med at smage noget anderledes, end forventet ud fra duften. Det er en tæt, fed bombe af en hvidvin, en monstrøs, røget og sødkrydret vin. Det er eksotiske frugter på epo, grapeskal, grillede limefrugter, tørret abrikos, som spiller sammen med en spinkel og fin lille syre. Det er en buttet dame, som danser jazzballet og slipper vildt godt afsted med det. Cremet, korpulent, velnæret, krydret, blomster- og farverig og så alligevel i spinkle satinfarvede tåspids balletsko.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7