Weingut Bernhard Koch fik mig til at tabe underkæben, da jeg smagte hans 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir. Nu gør han det igen, nemlig med denne 2015 Spätburgunder S, som oss’ er en rigtig prisbasker. Den er bare tossegod.
Druerne til vinen kommer fra forskellige af Kochs marker mellem Hainfeld og Weyher. Den er lavet med maceration og gæring i store tanke. Efter endt fermentering er vinen lagret i brugte barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Det er dog vigtigt for Koch, at hans vine bliver modne i flaskerne inden salg.
Uha …. igen svært begejstret. Det første er farven, som er smuk transparent teglfarvet i glasset. Tjek. Der er først en sød animalsk kostald, hvor der samtidig er pænt med fadpræg, men også en rank, røget og virkelig smuk, nedringet ryg. Hun viser sig frem allerede fra første snif, høj på frisk frugt, kirsebær, krydderier … det er faktisk utroligt elegant og suppleres med noterne fra fadene, altså både kanel, vanilje, men helt uden at blive gumpetung.
Smagsmæssigt laver hun trutmund, og det er forståeligt, for det smager vitterhed som et luftigt, sødt kys. Frugten er let og frisk, igen kirsebær, lidt hindbær, peber, syren er ikke anmassende og det er de blide tanniner heller ikke. Det er dog fortsat en rank, frisk, drikbar Spätburgunder med voldsomt store kvaliteter … og man fristes næsten til at sige, at denne model S – som hos Mercedes Benz – vitterlig er fabelagtig lækker. Deutsche Qualität. Far er glad!
Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 149 kr. og dermed lidt at et superkøb.