2015 Giacomo Conterno, Barbera d’Alba Vigna Francia, Piemonte, Italien

2015 Giacomo Conterno, Barbera d'Alba Vigna Francia, Piemonte, ItalienDet var de stone kanoners aften med bl.a. 3 vine fra legendariske Conterno og den første var en 2015 Barbera d’Alba Vigna Francia.

Da jeg tilbage i januar smagte selvsamme vin i årgang 2013 fik jeg et decideret chok … på den allerbedste facon, for det var en næsten ud-af-kroppen oplevelse.

Det er dog primært de dyre og eksklusive Barolo’er, som  Conterno er kendt for, men Roberto laver også 2 Barbera vine og har over de sidste 20 år gjort et stort stykke arbejde med denne Barbera d’Alba Vigna Francia og har forvandlet en af de fineste traditionelle fortolkninger af Barbera til at være en vin i ubetinget verdensklasse.

Vinen er fremstillet første gang i 1978 fra blot 4 år gamle planter og er en frugtdreven Barbera d’Alba lavet med lang maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på botti, altså store traditionelle egefade. Efter aftapning lagrer vinen yderligere nogle år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt omkring 20.000 flasker af denne vin.

I næsen er vinen måske ikke helt så eksplosiv som 2013’eren, men virker faktisk en smule lukket i øjeblikket, selvom det også er mørk, tyk, fed frugt med solbær, små tætte bær, flæsk, skolekridt, egetræ, sød/syrlig lakrids og godt med sort energi.

Som med 2013’eren er smagen langt mere frisk end man ville forvente ud fra duften, for vinen har samme lethed og elegance, nærmest helt uhørt for en Barbera. Der er både tjære, syre og en sødme i kombination med en pileskarp nerve, virkelig fascinerende og smager simpelthen bare godt. Dermed klart 5,5 fede houlbergske fingre med stor pil op.

Importør er Adriat Vinimport, og i vinbutikkerne koster vinen 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7