2013 Giacomo Conterno, Barbera d’Alba Vigna Francia, Piemonte, Italien

2013 Giacomo Conterno, Barbera d'Alba Vigna Francia, Piemonte, ItalienGiacomo Conterno er et af de mest legendariske vinhuse i hele Piemonte. Men jeg almindelig dødelige vinblogger har faktisk aldrig tidligere smagt nogle af de pænt dyre vine fra det eftertragtede vinhus. Men priserne og omtalerne havde øget mine  forventninger til vinene fra Conterno … og selvom denne Barbera d’Alba Vigna Francia er billigste Conterno vin, så leverer den sgu varen … big time.

Cantine Giacomo Conterno er reelt grundlagt tilbage i 1908, hvor Giovanni Conterno åbnede et værtshus i San Giuseppe nær Monforte d’Alba og samtidig lavede lidt vine.

Giovanni kom fra en familie af vinavlere, som havde lavet vin siden det 18. århundrede, så det var naturligt at lave lidt vin samtidig med driften af værtshuset.

Da Giovannis søn Giacomo kom tilbage fra 1. verdenskrig, så hjalp han faderen med vinproduktionen og lærte at lave vin. De opkøbte druerne fra lokale vinavlere og lavede vine med lang fermentering og lang lagring på store gamle egefade for at sikre, at vinen kunne gemmes i mange år.

Giacomos vision var at lave en Barolo, som skulle ældes i årtier, og selvom de fleste på det tidspunkt solgte deres vine i små tønder eller demijohns … store glasbeholdere, så gik Giacomo mod strømmen og var én af de første producenter til i 1920 at sælge deres vine på flasker. Ja faktisk mener nogle, at de allerede i 1908 startede flaskning af Conterno vinene.

Denne filosofi fortsatte Giacomo efter faderens død i 1934, altså med længere fermentering og længere lagring. Giacomo skabte en Barolo med et voldsomt stort aldringspotentiale og vinen kaldte han Monfortino efter Monforte d’Alba, da druerne kom fra marken Le Coste i Monforte d’Alba.

Det skulle være en vin, som nærmest var udrikkelig på tidspunktet på aftapning på flaske, men en fremragende vin efter 20, 30 eller 40 år. Det er en vin, som Conterno fortsat laver … og den koster 6.000-7.000 kr. næsten uanset, hvilken årgang man ønsker.

I mange år – omkring 54 år – fortsatte Conterno denne strategi og producerede alene 2 Barolo’er … og alle med druer opkøbt af andre vinavlere. Helt frem til 1970’erne ejede vinhuset slet ingen marker selv, men det skal jeg nok lige vende tilbage til.

I 1961 besluttede Giacomo at overdrage driften af vinhuset til sønnerne Giovanni og Aldo Conterno. Giovanni havde allerede et par år forinden overtaget ansvaret for vinproduktionen, og trods uenighed mellem brødrene om stilen på Barolo’erne arbejdede de sammen frem til 1969, hvor Aldo startede sin egen vingård.

Aldo ville lave vinene mere modernistiske med en langt kortere maceration og brug af små barriques ved lagringen … stik modsat af de dyder, som havde gjort Conterno vinene så efterspurgte.

I 1974 købte Giovanni Conterno så endelig selv huset første mark, nemlig 16 hektar store Cascina Francia mark i Serralunga … en mark, som Conterno er eneste ejer af. Dermed sluttede han æraen med udelukkende køb af druer fra andre vinavlere.

Den første årgang fra Cascina Francia marken blev 1978, men først i 1980 fremgik markens navn også på Barolo’en.

I dag drives Giacomo Conterno af Giovannis søn Roberto. Han begyndte at arbejde sammen med sin far i 1988 og har så siden 2004 – hvor faderen døde – stået alene for driften. Og han har fortsat den ultra konservative stil i produktionen af husets vine.

Roberto har også udvidet vinhuset med køb af endnu flere vinmarker, bl.a. købte han i 2008 omkring 3 hektar af Cerretta marken i Serralunga. Derudover købte han også i 2015 omkring 9 hektar af Arione marken fra Cantina Gigi Rosso … en mark, der ligger lige op til Cascina Francia marken.

Den seneste investering er købet af en stor andel af det fantastiske vinhus Nervi i Gattinara i april 2018 … et køb jeg også omtalte kort i et blogindlæg fra december 2018, hvor jeg smagte en lækker 2014 Gattinara fra Nervi. Efter Conternos overtagelse er priserne på Nervi vinene steget 30-40% … Conterno navnet sælger.

I dag laver Roberto 3 forskellige Barolo’er … nemlig fortsat den monsterdyre topvin Barolo Monfortino Riversa samt de to smådyre lillesøstre Barolo Francia og Barolo Cerretta, som normalt koster omkring et par tusinde kroner for en flaske.

Men så laver Roberto altså også 2 Barbera vine, bl.a. netop denne Barbera d’Alba Vigna Francia, hvor druerne kommer fra Cascina Francia marken. Vinen er lavet med lang maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på botti, altså store traditionelle egefade. Efter aftapning lagrer vinen yderligere nogle år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt omkring 20.000 flasker af denne vin.

Næsen er en syndflod af rå, maskulin landlighed … stald, flæsk, virkelig animalsk, prut, heste, seletøj til heste, læder, dyb mørk frugt, modne sorte kirsebær, masser af kirsebær, lidt brombær og gærede aromaer, tobak, røg, svag eg og en anelse kanel.

I munden er vinen noget anderledes end duften averterede, for det er en tør, frugtrig og let vin, som i smagen nærmest har burgundisk elegance og lethed. Det virker helt uhørt for en Barbera, men vinen har virkelig frisk frugt, mineralsk nerve og smager meget rent, fint, lækker og forførende. Den både fascinerer og forvirrer på én gang, men det smager sgu drøngodt. Den sniger sig lige op på 6,5 fede tommelfingre … men også kun lige.

Importør er Adriat Vinimport, og i vinbutikkerne koster vinen 449 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7