Fra den smukke vingård Vondeling Wines i dalen ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika smager vi nu igen en vin … nemlig vinhuset 2017 Pinotage, her i en testflaske med i etiket i dogmestil.
Vondeling Wines holder til på en smuk ejendom i hollandsk stil med et lille kapel – St Clement’s Chapel – ved siden af gården. Vingården har en over 300 år gammel historie og blev oprindelig givet til den svenske immigrant Oloff Bergh i 1704 … og der har faktisk lige siden været produceret vin på stedet.
I dag ejes Vondeling Wines dog af de 3 unge fyre Julian Johnsen, Anthony Ward og Richard Gower, som købte vingården i 2002 og de har lagt vinproduktionen er lavet i hænderne på de to vinmagere Matthew Copeland og Emile van der Merwe.
Samlet har Vondeling 467 hektar jord, hvoraf dog alene 100 hektar er vinmarker. Det giver basis for en lang række vine, herunder altså også denne Pinotage, som jeg dog ikke kan finde nogle oplysninger om … med mindre den er lavet som husets Bowwood Pinotage.
Den er lavet med druer, som efter høsten køles ned, afstilkes og sorteres inden formenteringen, så sker uden knusning af druerne, hvilket giver vinen større finesse. Gæringen sker i åbne fermenteringskar og varer 5 dage.
Derefter presses druernes og mosten overføres til 300 liter amerikanske egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring 14 måneder, hvorefter de 8 bedste fade udvælges og lagrer yderligere 6 måneder inden overføres til ståltanke i 4 måneder og aftapning på flaske og så yderligere 12 måneder lagring.
Selvom man i Sydafrika høster tidligere på året, så kan denne 2017 Pinotage altså ikke nå den sammenlagte 3 års lagring … medmindre denne testvin altså ikke har ligget på flaske i 12 måneder, men er sendt til Danmark tidligere … eller måske er denne flaske fra de egefade, som fra frasorteret, da man udvalgte de 8 bedste.
Duftmæssigt er det en sød, solmoden lille sag … som har både nougat, flødekaramel, søde Amaretto kirsebær, blommer, brombær og vanilje. Vinen har slet ikke – som man ellers ofte kan frygte med Pinotage – noter af brændt gummi, men denne er fyldig, bærsød og venlig.
Det gælder også smagen, hvor sødmen dog bliver lige en tak for meget for denne jyske vinblogger, men det vil klart være en vin, som mange danskere vil kunne lide. Det er meget solmodent, fyldig, blødt og altså pænt sødt, mens der ikke er meget syre eller rygrad, men lidt peber i eftersmagen. Det er en vinøs plyssofa … komfortabel, tung og behagelig.
Vinene fra Vondeling Wines forhandles af Wineloves.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.