2011 Mascarello, Barolo Monprivato, Piemonte, Italien

2011 Mascarello, Barolo Monprivato, Piemonte, ItalienVi sluttede vor vinaften totalt eksklusivt med denne Barolo Monprivato fra det klassiske vinhus Giuseppe Mascarello e Figlio, der ligger i Barololand ved byen Castiglione Falletto, blot et par kilometer nord for Monforte D’Alba. Imidlertid skulle det vise sig, at vinen var lidt en Tornerose … men mere om dette senere.

Giuseppe Mascarello e Figlio er en af de store traditionalister i Barolo og regnes blandt Italiens ypperste producenter både lokalt og internationalt.

Huset blev grundlagt i 1881 af Giuseppe Mascarello, men det var Giuseppes søn Murizio Mascarello, som i 1904 købte vingården Monprivato i Castiglione Falletto og fik tilplantet markerne med både Nebbiolo, Dolcetto og Barbera, som lagde grunden for vinhusets senere succes.

Siden er vingården gået i arv fra generation til generation, og i dag er det Mauro Mascarello, der står i spidsen sammen med konen Maria Teresa. som står for administrationen, samt sønnen – selvfølgelig også døbt Giuseppe – som også er uddannet ønolog fra landbrugsskolen i Alba.

Mascarello familien har i dag i alt 15 hektar vinmarker, der alle ligger indenfor Barolo området. Nogle er en del af Mascarellos Monprivato ejendom, og dermed en del af familiens historie, mens andre er tilkøbt af Mauro.

Der er i alt 7 forskellige vinmarker, nemlig Monprivato, Bricco, Codana, Toetto, Villero, Santo Stefano di Perno og Scudetto. Og selve Monprivato marken på 6,13 hektar har været i familiens eje siden 1904, men er en gammel vinmark, hvor der har været dyrket vin siden 1666 jf. gamle arkiver og den er da også blandt de 11 marker, som oprindeligt blev anvendt til Barolo.

Marken er ligger ved Castiglione Falletto i 280 meters højde, har en undergrund med ler, silt, mergel og kalksten samt en ideel sydvestlig eksponering … helt perfekt for Nebbiolo. Mascarello laver kun denne vin i de bedste årgange … ellers går druerne til hans andre Barolo’er og de dårligste til hans Langhe Nebbiolo.

Vinen er lavet helt traditionelt med gæring i store egetræskar over 20-25 dage med laget af skallerne ovenpå. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder på store slavonske egefade. Det er en vin, som huset lavede første gang i 1970 og som i den store årgang 2010 i september 2015 blev kåret til Italiens bedste vin af den ansete avis Corriere della Sera.

Denne årgang 2011 har fået 95 point af både Wine Advocate, Wine Enthusiast og Wine Spectator. Med andre ord burde det således være en værdig afslutning på vinaftenen.

I næsen er der nogle mælkede noter, drikkeyoghurt, bacon, flæsk, røget kød, masser af træ og nok også alt for megen træ, lidt kanel, en klar syrlighed, spidskommen, kamfer, fennikel, violer, nogle lidt sjove krydderier … men for pokker, hvor fylder træet meget … lidt som om, at der er noget ubalance i vinen i øjeblikket, træet ikke integreret eller bare noget uorden, en lille dissonans.

Smagen er meget tør, klart meget italiensk og alle gættede også, at det måtte bære italienske Nebbiolo. Det er virkelig tørt, meget tørre tanniner, frugten ren … men igen rammer en lille ubalance, nærmest en uligevægt, en lille skævhed, som helt klart ikke skal være der. Jeg havde i starten flasken mistænkt for prop, men korkproppen havde ingen fejl … what so ever.

Jeg vil så i stedet gætte på, at vinen pt er inde i en lukket periode, hvilket kan ske for gode Barolo’er. Da jeg sidste år besøgte Parusso i Monforte d’Alba, så fortalte Guilia Parusso, at en vin kunne komme ned i en dal, for senere at blive mere frisk igen. Dér oplevede jeg det på egen krop … først med deres 2010 Barolo Bussia Riserva Oro, som var helt væk, og 2000 Barolo Bussia Riserva XX, som var freaking fantastisk.

Vine er levende … på godt og ondt.

Mascarello Barolo Monprivato forhandles flere steder, men en 2012’er kan fås til 999 kr. hos Vinomani, mens vinen i denne årgang 2011 koster 1.700 kr. hos Unika Vine. For år tilbage kunne sådan en flaske købes i SuperBest til 600 kr., så priserne på god Barolo er virkelig røget i vejret.

Vinanmeldelse 4/7