2012 Weingut Otto & Martin Frey, Gneis Spätburgunder, Baden, Tyskland

2012 Weingut Otto & Martin Frey, Gneis Spätburgunder, Baden, TysklandEnhjørningen er et vildt, mytisk væsen, som alene kan tæmmes af en jomfru. Det siges, at hvis man drikker fra dens horn, så har det helbredende virkning. Enhjørningen er også en del af våbenskjoldet hos Weingut Otto & Martin Frey, hvorfra jeg nu smager en 2012 Gneis Spätburgunder.

Weingut Otto & Martin Frey ligger lidt udenfor den lille by Denzlingen i Breisgau området i Baden … det er på samme side af motorvejen som fx Berhard Huber, men blot omkring 10-15 kilometer syd for Malterdingen.

Otto er faderen og Martin sønnen. De driver i fællesskab det gamle vinhus, som familien har drevet siden 1775, hvor Frey familien slog sig ned i Denzlingen og overtog Gasthof Ochsen. Der drev de lidt af hvert … var både kroværter, skomagere, krydderi- og tøjhandlere, Schultheiß – en slags skatteopkrævere – og var også vinavlere.

Otto Frey overtog driften af vingården i 1970, men dengang var produktionen en blandet landhandel med lidt vinavl, kalveopdræt og frugtavl. Otto ændrede det meste … han omlagde således driften til ren vinproduktion og flyttede vinhuset fra byens centrum til den nuværende vingård udenfor byen.

Samtidig studerede han også til vintekniker ved den statslige tekniske skole og det blev starten på vinproduktionen, som i dag omfatter 16 hektar vinmarker og en årligt produktion på omkring 90-100.000 flasker vin årligt. I dag er det dog primært sønnen Martin, der står for produktionen, mens Otto hjælper til.

Deres 16 hektar vinmarker er fordelt på 9 forskellige marker, nemlig Emmendinger Wöpplingsberg, Glottertaler Eichberg og Rinzberg, Sexauer Sonnhalde Reichenbächle samt Denzlinger Sonnhalde, Steinhalde og Hummelgarten og så Wildtaler Sonnenberg.

Den mest kendte af markerne er formentlig Glottertaler Eichberg, der ligger i den allervestligste del af Kaiserstuhl med syd/sydøstlig eksponering samt en undergrund af vulkansk oprindelse med både mineralsk vulkansk aske og forvitret gnejs … en gammel og stribet grundfjeldsbjergart.

Og det er netop fra Großlage Glottertäler Eichberg, at druerne til denne Gneis Spätburgunder kommer, helt præcis fra de to parceller Einbollen og Wisser Eck på Eichberg. Gneisverwitterungsboden, som Frey så smukt selv kalder markerne. Udover Frey, så ejer Weingut Salwey faktisk også parceller på marken.

Druerne er høstet i de køligste temperaturer på dagen, hvorefter der sker afstilkning samt en kold premaceration med tøris i omkring 5 dage, hvorefter fermenteringen sker over 14 dage efterfulgt af en eftermaceration i 3 inden presning og lagring af vinen på barriques, der har været anvendt 1-3 gange tidligere. Jeg kan dog ikke se, hvor lang tid vinen har lagret inden aftapning på flaske.

I glasset er vinen det herligste transparente teglfarve … meget svagt et lille orange skær. Og det dufter sgu også herligt, fin, ren og meget rank i frugten, ribs, stikkelsbær, hindbær, røg, ristede noter, aske, pænt fadpræg med lidt kanel, vanilje samt jern, sten og flint.

Smagsmæssigt er det en lille syrebasse, godt med ribs, stikkelsbær, måske endda lidt granatæbler. Du kan slet ikke fornemme, at vinen har næsten 8 år på bagen, for syren er vild, røget og utæmmet. Den er vild interessant, kantet og ubehøvlet … en vild mineralsk, stålsat krabat med en skarp tunge, peber og spidse albuer.

Købt i Berlin, pris 16,90€ … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 4/7