Jeg har smagt en række vine fra Weingut Reverchon i den lille by Filzen ved Saar sydvest for Trier … alle smukke, krystalklare og livlige Riesling vine, som har imponeret. Men Reverchon laver skam også vaskeægte bobler eller Deutscher Sekt, som det korrekt kaldes. Her smager jeg hans N.V. Saar Riesling Brut.
Jeg skrev første gang om vinhuset, da jeg smagte deres 2018 Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb. Der fortalte jeg historien om vingården, så det vil jeg afholde mig fra og så kigge nærmere på denne fine Sekt lavet efter den traditionelle metode med andengæring i flasken.
Det er 100% Riesling fra husets skiferholdige marker og en Non Vintage … altså uden årgang, selvom det formentligt er med druer fra årgang 2018. Basisvinen er først vinificeret på ståltanke inden andengæringen på flaske i 12 måneder.
Hvor den lige bruser og stikker i næsen ved første snif, men en virkelig dejlig duft. Det dufter klart ikke af champagne, for der er ikke toast og gærede noter, men mere tropisk frugt, fersken, melon, citroner, ristede nødder, blomster … florlet, Bamselineluftig og – havde hun været kvinde – sikkert også forfløjen.
Smagsmæssigt er vinen ikke så tør som forventet, men er i stedet klassens søde pige … hende med rottehaler og ternet nederdel med et sødt suk samt tiltrækkende læber. Vinen har dog også – når jeg nu kigger nærmere efter – hele 11,8 gram restsukker pr. liter og det kan smages. Der er dog også både syre og en lidt bitter grape til at holde sødmen i ørene og det gør de godt, for det er fint balanceret, således du får en lækker boblende, fint afstemt Deutscher Sekt. Det er bare læskende rart og er der nogen retfærdighed, så bør dette blive den mest populære vin denne sommer, når du får gæster og byder velkommen med mousserende vin på terrassen.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.