Lidt mod øst udenfor byen Ascoli Piceno i Marche området finder vi vinhuset Velenosi, som står bag næste vin Ludi … lavet på primært Montepulciano tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot.
Vinhuset Velenosi er grundlagt i 1984 af Angela og Ercole Venenosi, som samlet har 200 hektar vinmarker og årligt producerer 1.800.000 flasker vin, som eksporteres til ikke mindre end 35 forskellige lande. I 2005 kom Paolo Garbini med i foretagendet, hvor Angela står for salget, mens Ercole og Paolo står for ledelsen samt vineriet sammen med de to ansatte vinmagere Filippo Carli og Luca Fioravanti.
Det er et vinhus, som har fået masser af flotte anmeldelser, men selvfølgelig også af det overaltværende Luca Maroni, som selv har givet denne Ludi vin hele 98 point og så begynder man jo at frygte, om det er en tung, fed og sød vin. Men jeres flittige vinblogger lader sig ingenlunde slå ud og påtager mig opgaven i læsernes sag.
Ludi er ifølge vinhuset hjemmeside lavet på 85% Montepulciano tilsat 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Importøren Andrup Vin oplyser, at blendet er 50% Montepulciano, 30% Cabernet og 20% Merlot og det er sikkert det mest rigtige, for jeg kan ikke finde oplysninger om årgang 2014 mixet nogle steder.
Druerne til denne Ludi kommer fra husets marker ved Offida og Castel di Lama. Her er jorden meget leret og der er en del kalksten i øverste lag. De forholdsvis gamle vinstokke produceret kun omkring 1,5 kg druer pr vinstok, og ud af disse 1,5 kg druer er det kun de bedste, som benyttes til denne vin.
Efter høst er druerne afstilket og overført til store 100 hektoliter fermenteringskar i rustfrit stål. Derefter sker gæring og maceration over 28 dage … dog vinificeres hver druesort separat. Så lagrer vinen 18-24 måneder afhængig af årgang og først derefter sammenstikkes den endelige vin.
Det er også helt klart duftmæssigt en mørk og fed vin, mørk frugt, marmelade, brombær, solbær og sorte kirsebær, dyb engelsk lakrids, tobak, hestesaddel, læder, meget stærk og powerfuld næse, lettere balsamisk og har derudover lidt præg fra fadene med vanilje, kanel samt lidt kardemomme.
I munden er det skam også en tæt, mørk og tør vin, hvor der virkelig er skrald på frugten, masser brombær, solbær og mere ren og langt køligere i frugten end forventet, hvorved vinen så smagsmæssigt faktisk bliver meget mere rank end duften reklamerede med. Det trækker absolut op. En stærk, fyldig powervin med rank ryg.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.