Finca Antigua er et af de 5 vinhuse, som drives af Familia Martínez-Bujanda. Det ligger i appellationen La-Mancha i Castilla-La Mancha. Derfra smager vi nu deres 2012 Finca Antigua Reserva.
Familia Martínez-Bujanda er grundlagt i Oyón i Rioja i 1889 af Jaoquin Martínez-Bujanda, som startede med at lave vin fra sine små vinmarker. Det var dog først i 1951, at familien startede deres ekspansion, da de købte vinhuset Cosecheros y Criadores i Castilla-La Mancha og startede med at eksportere deres vine.
Siden har familien også i 1997 købt Finca Valpiedra i Rioja og udvidet deres den oprindelige vingård Viña Bujanda i Oyón. De købte også i 2003 Finca Antigua i La Mancha og i 2012 Finca Montepedroso i Ruedo.
Samlet har familien i dag over 700 hektar vinmarker og drives af den 4. generation i familien i form af bror og søster Carlos and Pilar Martínez-Bujanda samt 110 ansatte.
Carlos er direktør vinhuset og er samtidig også medlem af Grandes Pagos de España, som er en sammenslutning af ledende spanske vinhuse, som forsvarer og sikrer den spanske vinkultur.
Men den 5. generation er allerede kommet med i Familia Martínez-Bujanda, nemlig Carlos’ børn Borja og Adrián samt Pilars børn Marta og Alfredo Santander Martínez-Bujanda.
Finca Antigua, som familien – som nævnt – købte i 2003, er den absolut største af de 5 vingårde. Samlet har familien på Antigua 421 hektar vinmarker og derudover yderligere 500 hektar jord, som dog endnu ikke er tilplantet.
Vinmarkerne ligger forholdsvis højt i 900 meters højde mellem Cuenca og Toledo … et område meget rig på buske af rosmarin og timian og et mangfoldigt dyreliv. De har bygget et stort og moderne state-of-the-art vineri og samtidig restaureret den gamle vingård, som nu anvendes til vinbutik og smagelokaler.
Her smager vi en af vinene fra Finca Antigua, nemlig deres 2012 Finca Antigua Reserva, som er lavet på 60% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 20% Syrah, som er høstet fra de 3 vinmarker Pedazo Chicote, La Longuera og Casilla Nueva. Fermentering er sket i rustfrie ståltanke med en maceration over 24 dage, hvilket er efterfulgt af 24 måneder lagring på franske egefade.
Næsen byder på en eksplosiv, furiøs og marmeladerig aroma, brombær, solbær, lakridsrod, masser af fadpræg, vanilje, chokolade, sød tobak – virkelig en vin på erythropoietin eller bedre kendt som epo – overlæsset og svulstig, men med masser af fed, kontrolleret kraft.
Smagsmæssigt er det også en kraftig vin, stærk og frisk mørk frugt, en vis tørhed, pænt med eg, solbær, enebær, fedme, fylde, peber, lidt grøn mynte, kaktuspiller, lidt skrald fra alkoholen og utroligt tørre tanniner. Det er klart en powervin, balsamisk, mørk og frugtrig … alligevel med masser af rå kvalitet.
Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 125 kr., men i hele 2020 kan den købes til 79 kr., hvis du køber 2 flasker.