2017 Weingut Höpler, Cuvée K7, Burgenland, Østrig

2017 Weingut Höpler, Cuvée K7, Burgenland, ØstrigSikke en underlig skabning … et blend mellem Blaufränkisch, Syrah og Merlot … er Höpler gået mental? Og så kalder han endda også selv vinen noget så usexet som Cuvée K7.

Men K’et har en mening, for druerne kommer nemlig alle fra Kirchberg marken, hvor Höpler jo netop dyrker både Blaufränkisch, St. Laurent,  Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah samt Grüner Veltliner. Her har han så hældt 3 af druesorterne sammen, og så skulle man synes, at det vil give en underlig vin … og den er også noget anderledes, men smager skam okay.

Om 7 tallet i vinens navn skriver Christoph selv; Magisch wie die Zahl 7 betört er alle Sinne und weckt ungeahnte Emotionen. Det kan vel oversættes med; magisk som nummer 7 forfører den alle sanser og vækker uventede følelser.

Vinen er ved, at Blaufränkisch druerne er vinificeret på ståltanke, mens både Syrah og Merlot druerne er gæret og lagret 16 måneder i franske barriques, heraf 2/3-dele nye og 1/3-del brugte fade.

Næsen er lys frugt, blomsterpollen, lidt ristede noter, medicinskab og grønne grene, lidt mint, eukalyptus, vinblade og kaktuspiller. Der er pænt med egetræ, våde fade, mens frugten er kirsebær, moreller, brombær, granatæbler … og egentlig okay frisk med lidt røg, lakridskonfekt og mørk chokolade.

Smagen er lidt til den underlige side … både nogen lethed, formentlig fra Blaufränkisch druerne, men derudover masser af tørhed, flade tanniner og tørre krydderier. Höpler mener selv, at det er en saftig vin, men det synes jeg ikke … dertil er tørheden alt for stor.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7