2016 Weingut Höpler, Grüner Veltliner Kirchberg, Burgenland, Østrig

2016 Weingut Höpler, Grüner Veltliner Kirchberg, Burgenland, ØstrigMed næste vin – igen på den hvide østrigske nationaldrue Grüner Veltliner – er vi rykket et niveau op, for denne Grüner Veltliner Kirchberg er nemlig en enkeltmarksvin aka Lagenwein.

Kirchberg – som I kan se på billedet ovenover – er en af Höplers bedste marker med skråninger ned mod Neusiedler søen og på markerne dyrker Höpler både Blaufränkisch, St. Laurent,  Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah og Grüner Veltliner. Det er en mark, som man siden 1203 har dyrket vin fra. Oprindeligt var det cistercienser munkene i Heiligenkreuz klosteret, som startede med at dyrke vin på marken, efter de fik jorden doneret af kong Emmerich.

I modsætning til Höplers almindelige Grüner Veltliner, så er denne Grüner Veltliner Kirchberg ikke lavet på ståltanke, men har både gæret og efterfølgende lagret 10 måneder på Großes Eichenfass, altså store egefade.

Næsen er fyldigere end normalt for Grüner Veltliner, hvilket kan tilskrives fadlagringen. Der er syltede citroner og tropiske frugter, mango, papaya, passionsfrugt, mandariner, lidt ristede mandler, sandeltræ og en smule vanilje. Faglagringen gør vinen federe, men det bliver ikke for meget … holder en rigtig fin balance, og så dufter det herregodt.

I munden er det en blød og fyldig Grüner Veltliner … ikke ultrasprød, krisp og tør, men mere omfavnede, cremet og fyldig med masser af smag. Syren er blid, men tilstrækkelig til at sikre en rank vin, som har både citroner, tropisk frugt, melon, fersken og kalkagtige elementer. Det hele slutter med god, fin eftersmag med dejlige gule citroner, lemon og lidt grape.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7