2015 Château Monbousquet, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Monbousquet, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDet kan godt være, at etiketten på denne 2015 Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château Monbousquet ser en kende ramt ud, men indholdet fejler bestemt ikke noget.

Château Monbousquet slottet stammer helt tilbage fra 1540, hvor det var ejet af fra François de Lescours, mens nogle af de centrale bygninger blev bygget i 1782 af Henri de Gères, hvis familie i mange år drev slottet. Det var en efterkommer general de Carles, som i 1779 byggede slottets hovedbygning, som i dag præger Monbousquet.

Selvom vinmarkerne dengang var ganske beskedne, så var produktionen var slottet meget anerkendt, men de blev senere forøget til de nuværende 33 hektar af  Lacombe familien … én af efterfølgende mange skiftende ejere af slottet.

I 1945 havde slottet mistet sit gode navn og havde skiftet ejer utallige gange. Krigen havde ikke gjort tingene bedre, men det blev købt af ønologen Daniel Querre, som viede sit liv til at skabe store vine fra slottet.

Querre familien endte dog med i 1993 at sælge slottet til Gérard Perse. Han kom fra Paris fra en velhavende familien og havde pengene til at løfte vinslottet op i et endnu højere niveau.

Hele ejendommen blev således totalrenoveret – både bygninger, marker og kældre – og de nyeste og mest moderne faciliteter blev installeret med det ene formål at rangere Monbousquet blandt de bedste i Saint-Emilion. I 2006 kom belønningen, da vinen opnåede Grand Cru Classé-status.

I dag har Gérard Perse skabt et lille vinimperium, hvor han også ejer en række andre Saint-Émilion slotte som fx Château Pavie, Pavie-Decesse og Château Bellevue-Mondotte.

Château Monbousquet drives efter ret moderne principper med hjælp fra den tidligere Michel Rolland ansatte Jean Philippe Lavautour. Det betyder selvfølgelig, at al høst og den efterfølgende grundige selektering foregår med håndkraft.

Herefter vinificeres vinen på ståltanke under temperaturkontrollerede forhold, hvorefter vinen lagres 18-24 måneder på fransk eg, heraf 70% nye fade. I denne årgang 2015 er vinen lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon.

Sikke en dyb, fed næse med masser af mørke bær, solbær, blommer, pænt med krop og fylde, lidt sødme, tobak, masser af fadpræg, kanel, vanilje, tør engelsk lakrids, kaffe, chokolade og nærmest lidt på epo med efterfølgende høj hæmatokritværdi.

Smagen er fed og samtidig vild tør med stor bitterhed … nærmest som en 88% kakaoholdig chokolade, godt med stærk power, masser af fade, vilde og stramme tanniner, men samtidig en sindssyg flot balance. Det er sgu bare vildt god Saint-Émilion … så enkelt kan det siges. En vin man bliver glad af at drikke.

Flemming havde fået vinen billigere hos Jysk Vin, da etiketterne på nogle kasser havde taget skade, mens med en perfekt etiket koster vinen 619 kr., mens prisen er 525 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7