Vi springer lidt i udvalget af vine fra Sulin … men nu smagte jeg altså heller ikke alle vinene på én dag. Den næste er i hvert fald hvid, nemlig husets 2017 Chardonnay.
Druerne til denne vin kommer fra den ler rige mark Provino, som ligger ved Madonna dei Monti bakkerne i 380 meters højde.
Der er udelukkende Chardonnay vinstokke på Sulins parcel på Vigneti Provino og de er plantet tilbage i 2005. Efter høsten presses de blidt, hvorefter vinen overføres til store 2.500 liter egefade lavet af træ fra skove i Monferrato.
Vinen er så fermenteret i de store egefade ved kontrolleret temperatur, hvorefter den lagres i fadene sur lie – altså med bærmen – i 3 måneder for at opnå yderligere kraft. Derefter aftappes vinen på flaske og lagrer yderligere en periode.
Næsen er lidt varmkrydret, har en vis fylde, masser af tropisk frugt, abrikos, pærer, marcipan, en smule appelsinskal, let røgede noter og lidt blomster, men det er alt sammen meget afdæmpet og klart til den neutrale side.
Smagen er frisk og syrlig med lidt tyngde, fedme, men en smule rustik og skarp i syren. Det bliver samtidig lidt grønt, men ikke sådan dybt … blot blidt og omgængeligt. Det en hverdags Chardonnay … men hvem har ikke brug for det?
Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne er ikke i sortimentet.