Selvfølgelig laver Azienda Agricola Sulin også vin på Barbera … arbejdsdruen, som mange ikke tager alvorligt, men som kan give helt fantastiske vine … ofte med ganske lav garvesyre. Her smager vi Sulins 2016 Barbera del Monferrato.
Druerne til vinen kommer fra Giovanni marken, som ligger i 250 meters højde og faktisk udelukkende er tilplantet i år 2000 med Barbera. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og så efterfølgende lagret på flaske i 10 måneder.
Næsen er virkelig – på bedste måde – meget ren Barbera med god power, mørke og tørre bær, blommer, blåbær og bitre kirsebær, masser af krydderier, som vi altid finder i god Barbera.
Denne Barbera del Monferrato virker umiddelbart meget ren og kølig i udtrykket, fint balanceret uden at hverken frugten bliver for fed eller krydderierne for meget.
Egentlig også smagsmæssigt en god Barbera, som hælder en smule til den lettere side, hvilket jeg rigtigt godt kan lide. Der er okay syre, men ikke så mange tanniner, men i stedet masser af saftig, mørk frugt, en svag sødme og samlet giver det god balance. Det er sgu go’ Barbera, så Houlberg ligger lige mellem 4,5 og 5 fede rødvinsfingre med masser af drikkeglæde.
Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk og en flaske i årgang 2017 koster 89 kr.