2012 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2012 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder, Ahr, TysklandVi smagte også en ældre udgave af Kriechels top Frühburgunder, nemlig hans 2012 Marienthaler Rosenberg Frühburgunder Trocken. Det er også en vin, som har vundet adskillige priser.

Jeg har tidligere smagt den i en årgang 2015, men netop denne årgang 2012 blev i 2016 kåret som den bedste Frühburgunder i Ahr. Den har også fået prisen Deutscher Rotweinpreis 2016 af Vinum.

Produktionen ligner de øvrige vine … denne er blot lavet med 18 måneders lagring på franske barriques. Det er en Lagenwein og sammen med Goldkapsel en del af husets Kultweine. Den har 1,4 gram restsukker pr. liter.

I næsen er en meget intens, æterisk og let syrlig frugt, pænt med kirsebær, ribs og måske endda også lidt mørkere bær, lakrids, eg, røg, koriander, mentol, peber og fagpræg med vanilje og kanel. Det er bare så blidt, blødt og vildt forførende. WAUW x 3.

I forhold til foregående Jubilus Frühburgunder Goldkapsel er der mere dybde … og sikke en dybde. Det er vildt cremet, fløjlsblødt og feminin blid som et lam. WAUW. Der er samtidig en syrlig frisk frugt med ribs, kirsebær, nogle ristede noter, krydderier og fortsat en stringent grøn side, som viser en vin totalt i live. Der smager altså bare rasende godt.

Importør er Carlsen Vin, hvor en flaske af 2015’eren koster 519 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7