2015 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, Portugal

2015 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, PortugalNæste vin i bloggerens glas er en 2015 Grande Reserva fra det portugisiske vinhus Quinta do Pégo, som ejes af importøren AMKA.

Vingården ligger på vejen fra Regua til Pinhao,  omkring 138 meter over Douro floden og vinmarkerne er beliggende op til 350 meters højde. Quinta do Pégo har produceret vin siden før 1548 ifølge de historiske dokumenter. Deraf kan man også udlede, at der – efter al sandsynlighed – har været dyrket vin på gårdens marker siden den romerske besættelse.

Siden september 2003 har Quinta do Pégo været 100% ejet af AMKA. Quinta do Pégo projektet indebærer – udover naturligvis produktion af nogle af de fineste og bedste portvine – en total renovering af de gamle bygninger samt opførelse af en række gæsteboliger på gården.

Efter denne totale renovering åbnede vingården Quinta do Pégo i foråret 2009 i en helt ny form med hotel. Quinta do Pégo råder i dag over omkring 33 hektar vinmarker, hvoraf 30 hektar er beplantet i 2002. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe. Quinta do Pégos formål er at producere vine af ypperste kvalitet.

Quinta do Pégo Grande Reserva 2015 er resultatet af en omhyggelig udvælgelse af druer og en dygtig vinmager, som hedder Wouter Pienaar. Druerne er dyrket på Quinta do Pégo ejendommen, som er beliggende på venstre side af Douro floden i Douro dalen i Portugal.

Høstudbyttet er lavt, og kun de allerbedste druer er brugt til vinen. Druerne er høstet ved den optimale modenhed – og der er kun brugt specielt udvalgt gær til fermenteringen.

Vinen er produceret af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er blevet fodtrampet på traditionel portugisisk vis i granit lagars. Derefter har vinen været lagret i 12 måneder på franske egetræsfade efterfulgt af en periode  på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt en tæt vin … har noget gammel kælder, nogle våde fade, sort te, røg, aske, kakaopulver, mørk chokolade samt en frugt af sorte kirsebær og nogle lysere og mere syrlige bær af ribs, hindbær og boysenbær, hvilket gør vinen lettere samt ganske levende. Dertil kommer lidt krydderier, koks, kul og en snert lakrids.

Smagsmæssigt er det en mørk, kraftig og fyldig vin, der har en rank og frisk smag, hvor der er salte mineraler, en frisk balsamisk syre og en frugt af brombær, kirsebær og syrlig ribs, nogen tørhed, et stramt og frisk tanninbid, der får vinen til at hænge lang tid i munden med en lille mineralsk kant. 90 point,.

Vinen koster189 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7