Næste vin fra Voerzio Martini var deres Barbera d´Alba Ciabot della Luna, hvor druerne kommer fra Voerzio Martinis lille parcel på Ciabot della Luna marken i 470 meters højde.
Ciabot della Luna ligger med en sydvendt eksponering … perfekt for solen og Barbera stokkene på marken er omkring 40 år gamle.
Vinen er gæret på rustfrie ståltanke, men lagret i omkring 12 måneder på en blanding af store gamle træfade og nye barriques. Der produceres årligt 10.000 flasker af denne enkeltmarks Barbera.
Næsen er tør, mørk og let blomstret, måske er det endda roser? Frugten er modne kirsebær samt blommer med en lille sødme, lidt vanilje med en lille syrlig peberet kant underneden … men ellers sidder alt, hvor det skal og alt er tøjlet pænt og sikkert.
I munden er vinen noget mere frisk end forventet ud fra duften, for frugten er syrlig, levende og dirigerende. Det høje syreindhold giver en meget direkte, frisk og rank vin, hvilket spiller godt sammen med den lidt mørkere frugt. Tanninerne er blide og får alene en lille birolle i skuepillet, mens syren og den friske frugt fortjent snupper hovedrollerne.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179 kr.